Bruuns Bro i hjertet af Aarhus bevæger sig og er – igen – ramt af store huller i asfalten.

Men problemet med den ikoniske bro, som blev bygget i 1921, er mere eller mindre umuligt at løse. Det rapporterer Århus Stiftstidende.

Avisen har undersøgt en henvendelse fra en læser, som kalder hullerne, der er opstået i begge ender, hvor broen møder vejen, for farlige.

»Der er bløde fuger, som vi kalder det, i begge ender af broen. Det er en slags plasticmasse, som fylder mellemrummet mellem broen og vejen. Problemet er, at broen giver sig - bevæger sig - så meget, at det historisk set er svært at løse problemet endeligt, så der ikke opstår huller,« siger Per Kristensen, som er fagkoordinator hos Aarhus Kommunes Vejdrift.

I første omgang vil kommunen nu fylde hullerne ud med sten og lægge asfalt på.

Men det løser ikke problemet på længere sigt, og en permanent løsning på Bruuns Bro, som strækker sig hen over banelegemet ved Aarhus H, er der ikke udsigt til.

Problemet kunne ellers have været løst i 2016, hvor broen, som hører under Banedanmark, blev foreslået revet ned og erstattet.

Det forslag blev imidlertid mødt af hård, lokal modstand.

Og for at sikre, at Aarhus H kunne tage imod elektriske tog, blev det i stedet besluttet at sænke skinnerne for at gøre plads til køreledninger, skriver avisen.