Sundhedsminister Magnus Heunicke vil ændre coronapasset.
På baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen bør reglerne nemlig strammes, mener han.
Helt præcist lægger sundhedsministeren op til, at reglerne skal ændres, så gyldigheden efter to vaccinestik bliver forkortet med to måneder, mens gyldigheden forkortes med én måned efter tidligere smitte.
Det oplyser Sundhedsministeriet til TV 2:
»Sundhedsstyrelsen anbefaler, at varigheden af et gyldigt coronapas efter det primære vaccinationsforløb sættes til fem måneder for personer over 18 år, og at varigheden af et gyldigt coronapas efter tidligere smitte ændres, så det er gyldigt fra 11 dage efter positiv pcr-test til fem måneder efter positiv pcr-test« lyder det i et svar fra Sundhedsministeriet til TV 2.
Heunickes nye forslag ligger i øjeblikket hos Epidemikommissionen, som er de første til at vurdere det, og de skal derefter komme med en indstilling om at ændre reglerne.
Dernæst skal Folketinget eventuelt vedtage det.
Som reglerne ifølge Sundhedsministeriet er nu, er dit coronapas gyldigt i seks måneder, hvis du har haft corona.
Efter andet stik er det gyldigt i syv måneder, og gyldigheden efter tredje stik er endnu ikke fastlagt.
Dét, som Magnus Heunicke nu lægger op til, er, at dit coronapas er gyldigt i 11 dage efter positiv pcr-test til fem måneder efter positiv pcr-test, hvis du har haft corona.
Efter andet stik i fem måneder, og efter tredje stik er gyldigheden stadig ikke fastlagt.