Temperaturerne er de seneste uger raslet stille ned, og kulden begynder snart for alvor at kunne mærkes på gaden.

Det mærker både Kirkens Korshær og Mændenes Hjem i København, som nu efterlyser varme vinterjakker, huer og støvler.

Det skriver TV 2 Kosmopol

Ifølge Eva Secher Mathiasen, der er direktør for Mændenes Hjem, er vintertøj dog noget af det, der bliver doneret mindst af. Men behovet er stort, når temperaturen dykker:

»Det er vådt og fugtigt udenfor, så de mennesker, vi hjælper, går ofte rundt i vådt tøj, blandt andet fordi de ikke bærer vandafvisende lag og har meget begrænsede muligheder for at skifte. Og lige om lidt bliver kulden også et stort problem,« siger Eva Secher Mathiasen til TV 2 Kosmopol.

Ifølge politiets estimater får Mændenes Hjem mellem 300 og 600 borgere ind ad døren hver dag, men donationerne rækker ikke til, at alle kan få vintertøj. 

Efter at Mændenes Hjems genbrugsbutik på Istedgade måtte lukke på grund af røde tal på bundlinjen, frygter Eva Secher Mathiasen desuden, at folk glemmer, at de stadig kan aflevere tøj direkte hos dem.