60 meter inde i en bakke i en nordjysk skov ligger en mangeårig hemmelighed bevaret. Først nu bliver hemmeligheden afsløret for offentligheden.
Vi skuer i første omgang tiden tilbage. Til 1963 for at være præcis.
Anden Verdenskrig var ovre, men Den Kolde Krig blæste for fuld tryk, alt imens en frygt for atombomber i luften bredte sig i Danmark. Det fik de danske myndigheder til at reagere resolut.
Landet skulle have et safe space, hvor 'de vigtigste personer' skulle bo i tilfælde af krig. Regenten, tronarvingen, statsministeren, landets ministerier, embedsmænd samt udvalgte læger, sygeplejersker og journalister. Men samtidig måtte ingen vide, hvor de skulle hen.
Derfor byggede myndighederne Regan Vest, en bunker på 5.500 kvadratmeter, i Skørping, hvor det danske demokrati kunne fortsætte i ly for fjenden.
»Det er dem, de folkevalgte, der skal træffe de vigtige afgørelser. Regeringen, embedsmænd – det handler om, at de kan tage vare på demokratiet og befolkningen så længe som muligt. På dansk jord,« siger museumsdirektør Lars Christian Nørbach.
Alt det hører fortiden til. I 2012 udgik bunkeren af beredskabet, og Nordjyske Museer har siden investeret 100 millioner kroner på at bevare stedet og siden gøre det til et museum.
Et museum, der åbner senere på året.
»Det er vores klart største investering. Folks interesse er stor, og de skriver, mailer og ringer dagligt. Når vi frigiver billetter, forventer vi, de bliver hurtigt udsolgt. Også set i lyset af krigen i Ukraine.«
»Nu kommer systemkonflikten mellem Øst og Vest op til overfladen igen, og det gør stedet endnu mere aktuelt og giver rigelig opmærksomhed,« lyder det fra Lars Christian Nørbach.
Den hemmelige bunker har plads til 350 personer fordelt på 232 rum, der foruden soveværelser og toiletter tæller et hospital, kantine, opholdsrum, madopbevaring, møderum m.fl.
Her skulle regeringen kunne fortsætte deres arbejde, holde kontakt med udlandet, vedtage love – som regenten ville skrive – hvorefter journalister måtte videreformidle det til offentligheden.
Men det giver i sagens natur sig selv, at visse personer ville blive fravalgt. Det gjaldt ifølge museumsdirektøren også for de mest prominente folk i landet. Kongefamilien.
»Det er der lagt planer for. Man agerer i forhold til, hvad der er sikkert. Er det sikkert i England eller Washington? Så kunne man sende dem derover, det vurderer man i situationen.«
Hvis man sætter det på spidsen, ville det så være vigtigere at have en journalist boende frem for at barn i kongefamilien?
»Det, der var vigtigt her i anlægget, er, at demokratiet kunne fungere. Så måtte man tage nogle forholdsregler og sende folk andre steder hen. Journalister repræsenterer den frie presse i demokratiet. Dem, der skulle komme her, de havde en funktion for, at demokratiet kunne fungere.«
»Og der er det regenten, som er den vigtige i forhold til at bevare landet og kongemagten. Så måtte man sende nogle andre steder hen. Det kunne også gælde for politikere.«
Ikke desto mindre skulle alle leve under samme vilkår. Dog havde regenten sit eget værelse og toilet som den eneste. Statsministeren måtte dele køjeseng med sin departementschef.
»Så måtte de rafle om, hvem der fik overkøjen.«
»Men ellers er der ingen guldhaner. Det afspejler vores samfundspyramide. I Bonn, i det gamle Vesttyskland, ville du finde anlæg, hvor kansleren har eget afsnit med værelse og kantine. Sådan er det ikke her, vi er alle i samme båd.«
Og det er noget, udlandet måber over, indrømmer Lars Christian Nørbach.
»Når vi samarbejder med andre lande, som har tilsvarende bunker, siger de 'nå for søren' og bemærker de ydmyge forhold til blandt andre regenten. Men sådan er det hos os. Mere fornemt er det ikke.«
Bunkeren, der skulle have huset det lille samfund, stod færdigt i 1968 og kunne dengang modstå en Hiroshima-bombe.
Om stedet i dag ville kunne bruges i en forsvarssammenhæng, ved Lars Christian Nørbach ikke. Men som bunker, i en krigssituation, ville stedet ikke kunne bruges. Dertil har tiden udviklet sig, forklarer museumsdirektøren.
I stedet bliver det nu til et museum, hvor alle genstande er autentiske og i tråd med datidens mode.
Men hvornår museet står klar, vides endnu ikke. Egentlig skulle det ske i 2020, men corona og byggeforsinkelser har udskudt åbningen med overklipning af den røde snor.
»Har du prøvet at bygge? Den slags tager bare tid,« lyder det afsluttende fra direktøren med et grin.
Museet forventer mellem 50.000 og 60.000 besøgende om året.
