Aarhus Kommune er lige nu på udkig efter områder uden for Ringvejen til at opføre flere almene boliger.
Og ifølge en ny plan, så har flere områder »stort potentiale«, vurderer kommunen.
Planen skal ifølge rådmand for teknik og miljø, Bünyamin Simsek fra Venstre, bidrage til, at placeringen af almene boliger sikrer mangfoldighed, fleksibilitet og gode lokalsamfund i hele kommunen.
»Målet er klart: Aarhusianerne skal have en blandet by med gode lokalsamfund, der giver dem de bedste forudsætninger for at leve et godt liv,« skriver han i planen.
I planen er der udpeget i alt 20 skoledistrikter som interesseområder for kommunen.
Her er der blandt andet taget højde for nuværende andel almene boliger og den forventede befolkningstilvækst i vurderingen af potentialet.
13 af skoledistrikterne har ifølge kommunen et »stort potentiale« for mere alment boligbyggeri.
De fem distrikter, Virupskolen – Hjortshøj, Sabro-Korsvejskolen – Sabro, Bavnehøj Skole – Hasselager og Kolt, Beder Skole – Beder og Solbjergskolen – Solbjerg har alle et »mellempotentiale« for mere alment boligbyggeri.
Distrikterne Hårup Skole og Bakkegårdsskolen har begge et »mindre potentiale,« vurder kommunen.
Planen er fremsendt til Teknisk Udvalg, hvor den skal behandles 6. oktober.



