Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Torsdag eftermiddag klokken 13 åbner de sluser, der skal lede festivalgæster i tusindvis ind på pladsen til årets Tinderbox.

Omkring 48.000 mennesker forventes at indtage festivalpladsen i løbet af den tre dage lange festival fra torsdag til lørdag, og det kan give trængsel ved ankomsten, når billetter skal veksles til armbånd.

Derfor har koncertarrangøren Down The Drain Group allieret sig med Jonas Bäckström, der ejer Molotov og June Bar i Odense.

På June Bar, der ligger på Vestergade 21, kan festivalgæster med gyldig billet allerede fra mandag klokken 17 få deres armbånd til Tinderbox.

»Det er en god måde, at få aflastet indgangen på. Rygtet siger også, at det er rekordmange billetter, der er solgt i år, så det giver nok meget god mening,« siger Jonas Bäckström, der også arbejder som koordinator på Tinderbox.

Han understreger, at June Bar hjælper Tinderbox med det praktiske op til festivaldagene for at kunne aflaste indgangen, og at det stadig er Tinderbox, man skal kontakte, hvis man har spørgsmål angående festivalen eller sin billet.

Én ting er dog sikkert: Man kan kun hente armbånd til sig selv. Til gengæld gælder det, uanset om det er en partoutbillet eller en endags- eller todagsbillet.

»Man kan ikke hente til ti af sine venner, og ligesom på festivalen skal man vise billet og id,« siger Jonas Bäckström

Når festivalen begynder torsdag, vil man også på festivalpladsen kunne finde både Molotov og June Bar.

June Bar, som åbnede i vinter er stadig relativ ny, og blandt andet derfor glæder Jonas Bäckström sig over at kunne være på festivalen.

»Det er super. Det er også et kæmpe udstillingsvindue for os, for der kommer 40-50.000 mennesker – så det er det, vi bruger det til.«

Både mandag, tirsdag og onsdag i tidsrummet 17 til 21 holder June Bar åbent for armbåndspåsætning.

På Tinderbox' hjemmeside fremgår det, at billetten sagtens kan vises på telefonen, så længe skærmen er intakt.