Normalt er det forbundet med stor begejstring at få en bronzemedalje. Men for Aalborg Kommunes unge er den nyeste tredjeplads næppe en, som fejres med champagne.

På landsplan har Aalborg Kommune nemlig tredjeflest unge med klamydia. Og udviklingen går den helt forkerte vej.

I gruppen 15-29-årige afslører tallene, at der i Aalborg er 31,3 klamydiatilfælde pr. 1.000 unge.

Og det bliver langtfra bedre over tid. Fra 2018 til 2020 steg klamydiasmitten blandt kommunens unge med seks procent, oplyser foreningen Sex & Samfund til Ritzau.

Konsekvenserne af en klamydiainfektion kan eksempelvis være ufrivillig barnløshed og betændelse i bitestiklerne.

Begge dele kan dog mindskes, hvis man hurtigt opdager og behandler det, og derfor er der også politisk fokus på området.

I september 2021 afsatte Danske Regioner ti millioner kroner til at forebygge klamydiasmitte, og når aftalen udmøntes, får Aalborg Kommune blandt andet mulighed for at tilbyde unge gratis hjemmetest til både klamydia og gonorré.

»I Sex & Samfund har vi siden 2008 arbejdet for at udbrede klamydia-hjemmeprøvetagning på grund af den succes, vi har haft i de kommuner, som vi allerede samarbejder med. Derfor håber vi, at rigtig mange kommuner vil være med til at udfolde det nye tiltag (med gratis hjemmetest, red.) til at bryde stigningen i klamydiasmittede.«

Sådan siger Lene Stavngaard, der er national chef i Sex & Samfund.

I foreningens spørgeskemaundersøgelse blandt de unge, der i 2021 har bestilt en hjemmetest, svarer de, at de foretrækker hjemmetesten, fordi det er nemmere (80 procent), hurtigere (31 procent) og tryggere (15 procent).

Sidste år beskrev B.T. ligeledes, hvordan positivprocenten hvad angår klamydiatilfælde satte rekord i Region Nordjylland. Læs den historie HER.