Byggematador og milliardær Svend Petersens storstilede byggeplaner på eftertragtede adresser i Nordsjælland er nu fremlagt. Og planen er præcis, hvad flere naboer frygtede.

En aktindsigt som Frederiksborg Amts Avis har fået fingrene i viser nemlig, at milliardæren har planer om at bygge intet mindre end 183 sommerhuse i Melby tæt på Hundested og Liseleje i Halsnæs kommune, Nordsjælland.

Byggeriet skal foregå i området 'den grønne kile', hvor det er planen, at det nuværende juletræslandbrug skal nedlægges for at gøre plads til byggeprojektet.

Svend Petersen er aktionær hos ejendomsselskabet City Apartment, som har gjort ham til en meget rig mand. I 2018 havde virksomheden et overskud på 213 millioner kroner. City Apartment var i 2017 tæt på at blive solgt til den omdiskuterede amerikanske ejendomsgigant Blackstone for fem milliarder kroner, men handlen faldt igennem i sidste øjeblik.

Han var desuden impliceret i Brixtofte-sagen i 2002, hvor han fik 325.000 kroner for meget i renter i forbindelse med et salg af en grund til Farum Kommune på 32,5 millioner kroner.

Petersen er ikke en populær mand i Halsnæs, hvor han for nyligt altså har købt tre gårde for 20 millioner kroner og nu vil skabe et enormt sommerhusområde. Han har modtaget stor kritik og flere politianmeldelser for at ødelægge et fredet dige med en rendegraver i den grønne kile i Melby. En sag der nu bliver behandlet i Halsnæs Kommune og har fået Danmarks Naturfrednings Forening op på dupperne.

»Den aggressive ejer fortsætter sin destruktive færd i det grønne, bevaringsværdige område. At grave et fredet dige op er under al kritik og ganske meningsløst og ødelæggende for naturen,« siger formand for Danmarks Naturfredningsforening Halsnæs, Birgitte Benzon Bang til sn.dk.

Beboerne i Melby kan dog berolige sig med, at kommunen har afvist den første henvendelse fra Svend Petersen angående sommerhusplanerne.

»Jeg kan fra jeres side godt se det spændende i et sådant projekt, men må desværre skuffe dig, at jeg ikke ser en fremtid for projektet. Området ligger i landzone og er i Kommuneplanen blandt andet udpeget til værdifuldt landskab, til at have kulturhistorisk bevaringsværdi og til at udgøre en potentiel økologisk forbindelse,« har Borgmester i Halsnæs Kommune, Steffen Jensen sagt til sn.dk.