Det er hverken paskontrollen, børnenes legeområde eller toiletterne, der er de største bakteriebomber, du kan støde på i en lufthavn.

Det er den bakke, du lægger din rygsæk, jakke og telefon i, før de bliver scannet i sikkerhedskontrollen. Det viser et studie fra Nottingham University i England og det finske institut for sundhed og velfærd, skriver CNN.

Forskerne bag rapporten undersøgte i 2016 en række overflader i Helsinki-Vantaas Lufthavn, og her fandt de spor af bakterier og vira på 10 procent af alle testede overflader.

Værst stod det til med bakkerne i sikkerhedskontrollen, men andre bakterie-topscorere var betalingsterminaler, trappegelændere og paskontrollen. Toiletsæderne var blandt de steder med færrest bakterier.

Bakkerne i sikkerhedskontrollen er den værste bakteriebombe i lufthavnen. Vis mere

Forskerne fandt blandt andet spor af rhinovirus, der kan føre til forkølelser og influenza.

»Studiet viser, at der er behov for større opmærksomhed omkring, hvordan vira spreder sig,« siger Jonathan Van Tram, professor på Nottingham University, ifølge CNN.

»Folk kan minimere smitte ved at vaske hænder og ved at hoste ind i et lommetørklæde, et ærme eller et stykke papir, når de er i offentligt rum.«

Forskerne foreslår også, at bakkerne i lufthavnen rengøres hyppigere, og at de rejsende får bedre adgang til håndsprit.