Det er de færreste, der har to PET-livvagter med sig, når de træder ind på deres arbejde eller universitet.

Ikke desto mindre er det tilfældet for Yaqoub al-Tostari, der er én af de tre herboende iranere, som ifølge PET har været og stadig er et mål for den iranske efterretningstjeneste. Så alvorligt et mål, at PET har anholdt en 39-årig norsk statsborger, der er mistænkt for at have planlagt et attentat i Danmark.

Truslen er rettet mod tre medlemmer af organisationen ASMLA (Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz, red.), som kæmper for, at et område i Iran bliver selvstændigt.

Yaqoub al-Tostari er talsmand i gruppen, der har hovedsæde i Ringsted, men det er kun en sidebeskæftigelse. Til daglig studerer han mellemøstlige studier på Københavns Universitet.

Yaqoub al-Tostari, talsmand for den iranske gruppe ASMLA, der består af eksil-iranere der kæmper for løsrivelse af en fattig region fra Iran. Gruppen der holder til i Ringsted var tilsyneladende mål for et attentat fra den iranske efterretningstjeneste, som PET afværgede den dag Danmark blev lukket ned, som en del af enstørre menneskejagt.
Yaqoub al-Tostari, talsmand for den iranske gruppe ASMLA, der består af eksil-iranere der kæmper for løsrivelse af en fattig region fra Iran. Gruppen der holder til i Ringsted var tilsyneladende mål for et attentat fra den iranske efterretningstjeneste, som PET afværgede den dag Danmark blev lukket ned, som en del af enstørre menneskejagt. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Og her mødte B.T. ham onsdag formiddag. Sammen med det par PET-livvagter, der i disse dage følger iraneren dagen lang af frygt for, at den iranske efterretningstjeneste vil forsøge at likvidere ham.

Yaqoub al-Tostari bliver altså konstant mindet om, at han er udsat for en yderst alvorlig trussel, men det får ham ikke til at ændre noget ved sin tilværelse.

»Mit liv vil ikke ændre sig. Min kone er også studerende, og mine børn går i dagsinstitution, og de er ikke bange eller noget,« fortæller iraneren, der kom til Danmark i 2007, til B.T.

Derfor er han også - som altid - mødt ind på universitetet i København denne onsdag formiddag, hvor han er i gang med sit tredje semester.

Men hverken ord som 'attentatforsøg', 'PET' eller 'Iran' er tys-tys på studiet. Klassekammeraterne kender udmærket til eksil-iranerens holdninger om det iranske regime og den situation, som disse nu har sat ham i.

Faktisk føler talsmanden, at de nu forstår ham endnu bedre.

»Jeg har de samme venner og kollegaer som før, og de er støttende og forstår endnu mere, når de har set det her, at vi siger, det er er terroristregime,« fortæller han.

Yaqoub al-Tostari var ikke overrasket, da han fik at vide, at der var en konkret trussel mod ham og hans kollegaer. Og han mener heller ikke, at det er hans skyld.

Til gengæld er han ked af det.

»Alle dem, der arbejder med Iran, ved, at man kan forvente sådan nogle ting, men jeg er lidt ked af det over for mine venner og kollegaer. Og selvfølgelig også dem, der bor i Ringsted. Så det er det, der gør mig lidt ked af det,« siger han.

PET lukkede mere eller mindre hele Danmark ned i slutningen af september, da de så en mistænkelig bil i forbindelse med overvågningen af ASMLA-lederen Habib Yabors hus i Ringsted. Bilen viste sig dog ikke at have relevans til sagen.

Habib Yabor Nabgan fra den iranske gruppe ASMLA, der består af eksil-iranere der kæmper for løsrivelse af en fattig region fra Iran. Gruppen der holder til i Ringsted var tilsyneladende mål for et attentat fra den iranske efterretningstjeneste, som PET afværgede den dag Danmark blev lukket ned, som en del af en større menneskejagt.
Habib Yabor Nabgan fra den iranske gruppe ASMLA, der består af eksil-iranere der kæmper for løsrivelse af en fattig region fra Iran. Gruppen der holder til i Ringsted var tilsyneladende mål for et attentat fra den iranske efterretningstjeneste, som PET afværgede den dag Danmark blev lukket ned, som en del af en større menneskejagt. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Yaqoub al-Tostari tror ikke, at truslen er ovre, selvom PET har anholdt en mistænkt i sagen. Alligevel mener han ikke, at Ringsted-borgerne skal gå og bekymre sig om et attentat.

»Hvis de kommer, så kommer de kun efter os - de kommer ikke efter hele byen. Der er ingen grund til at være bange,« siger han.

Det er en 39-årig norsk statsborger med iransk baggrund, der ifølge PET skulle have videregivet oplysninger til den iranske efterretningstjeneste som led i planlægningen af et påtænkt attentat på ASMLA-lederen.