Slingrekurs i teststrategien. Uklare og modsigende retningslinjer. Manglende vilje til at teste og svigtende beholdning af værnemidler.
Det er ingredienserne i den maggiterning af kritik, der er rettet af regeringens og myndighedernes håndtering af coronakrisen gennem de seneste tre måneder.
Dertil skal lægges det faktum, at myndighederne fra slutningen af januar – og helt frem til 1. marts – fortalte danskerne, at der var »lav risiko« for, at coronasmitten ville nå til Danmark.
Mindre end 14 dage senere lukkede Danmark ned.
De mange kritikpunkter rejser et overordnet spørgsmål:
Har de danske myndigheder ageret korrekt i de måneder, hvor coronavirussen har sat Danmark i skak, eller er fejl blevet erstattet af nye fejl?
En del af kritikken er allerede af myndighederne selv blevet besvaret – og forsvaret – med, at ingen kendte til sygdommen eller omfanget af dens udfordringer og derfor agerede i blinde.
Men er det et fyldestgørende svar i et velfærdssamfund som det danske?
B.T. har bedt to førende eksperter inden for vira- og sygdomssmitte om at tage stilling til fem af de mest diskuterede kritikpunkter, der er blevet rettet mod regeringen og myndighederne.
To eksperter, der ud fra deres brede viden på området kan vurdere, om myndighederne har begået fejl.
1. I slutningen af februar udtalte både Søren Brostrøm (Sundhedsstyrelsen) og Kåre Mølbak (Statens Serum Institut), at man ikke forventede, at coronavirussen ville sprede sig i Danmark. Den 11. marts lukkede landet ned. Undervurderede myndighederne risikoen for corona i Danmark?
Karen Angeliki Krogfelt, professor i medicinsk mikrobiologi ved Roskilde Universitet:
»Jeg kender ikke baggrunden for citaterne, men det undrer mig da meget, for vi rejser virkelig meget i de måneder, så selvfølgelig ville det komme til Danmark. Det er generelt en mærkelig beslutning, som man ikke har været åben omkring. Hvorfor troede de, at smitten ikke ville sprede sig i Danmark? Og så er det da også uheldigt, fordi sådanne udtalelser kan gøre, at folk tager det mindre seriøst, end man bør.«
Allan Randrup Thomsen, professor i virologi på Københavns Universitet:
»Man har måske været tilbøjelig til at mane risikoen for smitte ned. Og der bør en del af læren i en globaliseret verden være, at vi skal være mere proaktive. Jeg ved jo ikke, hvad myndighederne har talt om eller tænkt bag linjerne, men hvis det var deres genuine mening, at corona ikke kom til Danmark, nærmer det sig at være lidt naivt, eftersom vi så smittetilfælde i alle andre lande rundt om Danmark, før infektionen kom hertil.«
2. Østrig viste sig at være et område med stor smittefare. Alligevel valgte man ikke at teste de mange skiturister, der kom derfra og udviste symptomer. Var det klogt?
Karen Angeliki Krogfelt:
»Det er todelt. Først og fremmest var man nok lidt for lang tid om at få vurderet Østrig som et risikoområde. Men endnu værre er det, at man generelt ikke har testet de folk, der kom hjem fra både Italien, Østrig og Kina. De burde være blevet testet i lufthavnen.«
Allan Randrup Thomsen:
»Testning ved hjemkomst giver ikke så meget mening, fordi du kan være i inkubationsfasen. Det afspejler sig jo også i det nye testningsprogram, hvis man ikke har symptomer, skal man testes tre gange med to dages mellemrum. Så fred være med det. Men jeg synes måske, at man på det tidspunkt kunne have overvejet at bede folk om at gå i selvkarantæne i 14 dage.«
3. WHO kritiserede Danmark for at teste for lidt. Ifølge Sundhedsstyrelsen var det ikke et problem. Alligevel blev teststrategien pludselig ændret. Hvad har denne slingrekurs haft af konsekvenser?
Karen Angeliki Krogfelt:
»Det er nemt at være bagklog, men det er faktisk svært for mig at svare på spørgsmålet, fordi det var så svært at overskue, hvad strategien egentlig var dengang. Man rodede rundt i det og sagde det ene og det andet. Man var alt for lang tid om at blive klar i kommunikationen, og det har betydet, at jeg ikke rigtigt forstår, hvad man ville dengang, før man så fik sagt, at vi ville teste mere.«
Allan Randrup Thomsen:
»Efter min viden havde vi på det pågældende tidspunkt ikke evnen til at teste så mange, og derfor prioriterede man at teste dem, der blev indlagt, og de, der havde ikke-behandlingskrævende symptomer, skulle i stedet blive hjemme.«
»På det tidspunkt var der ikke det store faglige problem i den strategi, og man prioriterede ud fra de forhåndenværende ressourcer. Efterfølgende har man fået bygget testkapaciteten op nu, hvor vi rigtig behøver den så at sige, når samfundet igen åbner op.«
4. På et tidspunkt, hvor vi havde brug for flere testkits, rettede Sydkoreas regering og en dansk producent henvendelse til Sundhedsstyrelsen med tilbud om flere testkits, men deres mails kom aldrig videre. Har det haft en negativ betydning?
Karen Angeliki Krogfelt:
»Det er uhøfligt og ærgerligt, når de testkits måske kunne løse en situation med manglende tests dengang, men jeg kender ikke processen med de mails nok, til at jeg kan gå dybere ned i det.«
Allan Randrup Thomsen:
»Det, man skal tænke over her, er, at hver gang man tager et nyt kit i brug, skal man i princippet validere det, og det kan tage nogle uger. Og derfor vil man generelt i et laboratorium være ret konservativ med at sætte nye tiltag i gang. Så i det omfang, man kan fortsætte med de testkits, man allerede har, er man rigtig glad for det, fordi man ved, hvordan det virker.«
»Om det generelt har hæmmet, kan jeg ikke vurdere, men rent logisk forstår jeg godt argumentet. Der er bare lidt flere udfordringer i det, fordi man skal være sikker på, at alle tests bliver udført korrekt, og at man kan stole på de svar, man får.«
5. Hvad kan den svingende eller direkte svigtende lagerbeholdning af værnemidler have betydet for coronasituationen herhjemme?
Karen Angeliki Krogfelt:
»Det her er jo en ekstraordinær situation, som de færreste kunne have forudset, så det er ikke et decideret kritikpunkt. Man var ikke forberedt nok, men det er også svært, når hele verden vil have de samme ting.«
Allan Randrup Thomsen:
»Det kan have betydet noget for frontlinje-personalets omgang med patienterne. At de kan have været i større risiko for smitte. Vi ser jo indikationer på, at der er relativt mange i sundhedspersonale-grupperne, der er smittet. Og der kunne det have spillet en rolle.«
»Jeg tror dog, at man på hospitalerne har kunnet finde ud af at bruge de rigtige værnemidler dér, hvor det har været mest påkrævet. Men ude på plejehjemmene, hvor der først sent kom retningslinjer, kunne man nok have været mere effektiv, hvis man havde haft tilstrækkeligt med værnemidler helt fra starten af.«
