Onsdag blev et bredt flertal i Folketinget enige om at give danske lønmodtagere muligheden for at få udbetalt de resterende to ugers indefrosne feriepenge.

Dermed kan omkring tre millioner danskere se frem til at få endnu et større beløb sat ind på kontoen i det nye år. Men hvor mange? Det kan du blive klogere på herunder.

Aftalen er kommet på plads for at booste den danske økonomi ved at få forbruget til at stige med de ekstra penge i danskernes lommer.

Gennemsnitligt får de godt tre millioner lønmodtagere 9.000 kroner udbetalt, hvis de ønsker det, når pengene frigives før påske i 2021.

Men som det var tilfældet ved den første udbetaling af de tre ugers feriepenge tidligere på året, så er beløbet afhængigt af den løn, man tjener.

Derfor har B.T. bedt Danske Bank om at lave en udregning, der viser, hvor meget man kan forvente at få ind på kontoen ud fra ens bruttoløn.

Den udregning kan man se i grafikken herunder.

Og det er ganske tydeligt, at der er en stor forskel.

Tjener man for eksempel 20.000 før skat, så svarer de to ugers indefrosne feriepenge til 6.600 kroner.

Har man derimod en løn før skat på 50.000, kan man se frem til 12.300 kroner.

Og er man den heldige, som har en bruttomånedsløn på 100.000 kroner, kan man se frem til hele 24.600 kroner.

Alt derimellem kan du blive klogere på i grafikken.

I første omgang fik omkring 2,3 millioner danskere deres indefrosne feriepenge udbetalt.

Og hos Danske Bank forventer man også, at hovedparten af lønmodtagerne tager imod tilbuddet i det nye år.

»Vores forventning er da, at langt de fleste, der valgte at få udbetalt feriepengene i første runde, også vælger at få dem udbetalt til foråret,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank, i en kommentar til Ritzau.

Hun mener desuden, at det giver mening at vente med at udbetale de resterende indefrosne feriepenge til foråret.

Her kan de så forhåbentlig komme nogle af de brancher til gode, som ikke fik en del af den første udbetaling. Her kan nævnes eksempelvis hoteller og kultur.

»Derfor giver det også fin mening at vente med at udbetale pengene til foråret, hvor sandsynligheden for, at en række restriktioner er løftet, er større,« skriver hun.