Her er den rørende historie bag det lilla hus


Et villahus i Grevinge på Sjælland er ikke et hus ligesom alle andre. For kører du på Engelstrupvej, kan du umuligt undgå at dreje hovedet.
Huset er nemlig helt lilla og fik senest opmærksomhed, da Instagram-fænomenet Anders Hemmingsen for nyligt lagde en video op. Men bag den bemærkelsesværdige farve gemmer der sig lidt af en historie. En lilla kærlighedshistorie for at være helt præcis.
Villaen tilhører 16-årige Sara Poulsens farfar, Kurt Bublitz. Lige så længe hun kan huske, har hendes bedsteforældres hus nemlig været lilla. Og det er der en helt særlig grund til.
»Huset er lilla, fordi det var min farmors yndlingsfarve. Hun elskede bare alt, der var lilla. Og så blev huset malet i den farve både udvendigt og indvendigt,« fortæller hun til B.T.

Kurt Bublitz mistede sin kone, Karin, tilbage i 2012, efter hun døde af kræft. Men han insisterer stadig på at beholde den farve, som hun elskede gennem hele sit liv.
»Min farfar bliver ved med at male det lilla, fordi han tror, at hun kan se det fra himlen. Det minder ham om hende,« siger hun og fortsætter:
»Vi snakker tit om huset og om min farmor. Det er vildt hyggeligt. Han siger også, at han er glad for, han har haft kræfterne til at holde farven ved lige og få det malet.«
Hver dag kører et hav af biler forbi. Og ofte stopper folk også op for at tage billederne af huset, der adskiller sig fra alle de andre.
Da Sara Poulsens farmor stadig var i live, blev der også tit talt om farver. Faktisk blev bedsteforældrene af både venner og familie kaldt 'Hr. Blå' og 'Fru Lilla', fordi det var hver deres yndlingsfarve.
»Jeg kaldte det dem også nogle gange,« fortæller Sara Poulsen, mens hun griner.
I dag bor Kurt Blitzen for sig selv i huset på Engelstrupvej og maler huset sammen med familie, når farven er begyndt at falme lidt.
Og så har han også ét særligt ønske for huset i fremtiden.
»Når jeg snakker med ham, siger han også, at han håber, at de kommende ejere vil fastholde traditionen og beholde farven, når han engang også dør,« slutter Sara Poulsen.