Ser man på mængden af nye coronasmittede herhjemme, tegner der sig et helt klart billede.

En del af landet skiller sig markant ud. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Der er tale om det, man overordnet set kan kalde den vestlige del af Storkøbenhavn.

Ni ud af de 10 kommuner med flest smittede pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage kommer fra en kommune i Storkøbenhavn. De fleste af dem er i den vestlige del af hovedstadsområdet.

Rødovre er den kommune, som de seneste syv dage har haft næstflest tilfælde pr. 100.000 indbyggere.

Der har været 90 tilfælde i kommunen, hvilket betyder, at der er 222 tilfælde pr. 100.000.

På de næste pladser finder man Solrød, Ishøj og Brøndby. De to sidstnævnte er kommuner på Vestegnen, mens Solrød er langs Køge Bugt og i periferien af Storkøbenhavn.

Blandt andre kommuner i top 10 på landsplan finder man Vallensbæk, Hvidovre, Ballerup.

Ni ud af de 10 kommuner med flest smittetilfælde stammer fra området i om omkring Storkøbenhavn.
Ni ud af de 10 kommuner med flest smittetilfælde stammer fra området i om omkring Storkøbenhavn. Foto: SSI.dk
Vis mere

Og lige udenfor top 10 ligger Glostrup, Greve og Herlevs kommuner på den storkøbenhavnske vestegn.

Man skal således helt til plads nummer 16, før man finder en kommune, som ikke er i nærheden af eller i Storkøbenhavn. Her er der tale om Aarhus med 362 bekræftede tilfælde de seneste syv dage, hvilket giver 104 smittetilfælde pr. 100.000 indbyggere

Frederiksberg og Københavns Kommune er også at finde i henholdsvis top 10 og top 15 med flest smittetilfælde.

Og så vil den opmærksomme læser nok undre sig. For den kommune med flest smittede pr. 100.000 indbyggere er ikke blevet nævnt.

De ti kommuner med flest smittede pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage.
De ti kommuner med flest smittede pr. 100.000 indbyggere de seneste syv dage. Foto: SSI.dk
Vis mere

Det skyldes ganske enkelt, at der er tale om Læsø Kommune. Her er fire personer de seneste syv dage blevet konstateret smittede, hvilket giver en tårnhøj incidens på 224 smittede pr. 100.000 indbyggere.

Her er det dog værd at nævne, at Læsø med sine 1.839 indbyggere ikke skal have mange smittetilfælde, før tallet kommer til at se voldsomt højt ud.

Netop området i og omkring Storkøbenhavn har længe været et smittemæssigt problembarn herhjemme.

Inden de nuværende restriktioner blev sat i kraft i hele landet, var de gjort gældende for Storkøbenhavn, efter en række kommuner i området havde haft høje antal smittetilfælde i flere uger.