Det varer ikke længe, før danskerne får svar på, om det er gået godt eller mindre godt med at angive deres skatteoplysninger.

Den 9. marts kan 4,6 millioner danskere klikke sig ind og se deres årsopgørelse, og selvom 92 procent af dem angiver deres skatteoplysninger korrekt, så er der også en gruppe, det volder problemer.

Det skriver DR, der med hjælp fra Skattestyrelsen har fundet frem til de tre områder, danskerne oftest har problemer med.

Det første punkt på listen er fradrag for rejseudgifter, der indebærer kost, logi og småfornødenheder. Her er der fejl i 30,2 procent af tilfældene.

Fradraget kan du bruge, hvis du hverken får udbetalt godtgørelse for eller får dækket dine rejseudgifter.

Næste punkt på listen er udgifter med servicefradrag, hvor 22,9 procent laver fejl.

Du kender det måske bedre under navnet 'håndværkerfradrag', der giver dig mulighed for at trække håndværkeres løn fra. Det betyder, at hvis du har haft en håndværker forbi, så kan du få op til 12.200 kroner tilbagebetalt.

Og det gælder faktisk også for ydelserne rengøring, vinduespudsning og børnepasning. Her kan du få 6.100 kroner i fradrag.

Tredje punkt på liste er befordringsfradrag. Her laver 15,3 procent fejl.

Befordringsfradraget giver dig mulighed for at trække udgifter fra i forbindelse med transport til og fra arbejde.

Du kan bruge det, hvis du har mere end 12 kilometer hver vej – og det gælder for alle transportmidler.

Det gælder dog ikke, hvis din arbejdsplads har givet dig en firmabil eller betaler for din transport.