For nogle lokalpolitikere er der mere end bare magt, prestige og indflydelse på spil, når danskerne tirsdag går i stemmeboksene.

Det handler også om penge.

Det kan nemlig vise sig særdeles lukrativt at have været på stemmesedlen. Ikke mindst for de 41 medlemmer af regionsrådet i Region Hovedstaden.

Når stemmerne er talt op, skal en lang række udvalgsposter nemlig fordeles. Og de rigtige poster udgør for nogle et ganske velbetalt bijob.

B.T. giver her et overblik over de bedst betalte såkaldte sidehverv, som de nuværende regionsrådspolitikere varetager. Se listen i grafikken herunder.

Eksempelvis har den nu tidligere regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S), der ved dette valg er spidskandidat til kommunalvalget i København, scoret 345.000 kroner årligt på fire forskellige poster ved siden af sin formandspost. Formandsposten giver i sig selv 1.194.981 kroner.

Den måske kommende overborgmesters mest indbringende sidehverv har været formandsposten for Psykiatri- og Socialudvalget i Danske Regioner. Posten udløser  200.000 kroner.

De to næstformænd i regionsrådet får 119.498 kroner hver. Det er for nuværende Finn Rudaizky (DF) og Karin Friis Bach (R), der varetager disse poster.

Begge har også velbetalte bijos. Dansk Folkepartis spidskandidat i København, Finn Rudaizky, der altså også stiller op i regionsrådet, besidder posten som næstformand i Hovedstadens Letbane. Det udløser et vederlag på 200.000 kroner.

Karin Friis Bach tjener også 200.000 kroner som formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

Hvert øvrigt medlem af regionsrådet får 116.032 kroner. Medlemmer af forretningsudvalget får 54.835 kroner.

Mens nogle sidehverv automatisk følger en bestemt post, eksempelvis formandsposten i regionen, så skal der forhandles om andre under konstitueringen.

Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, betegner sidehvervene som egentlige ‘handelsvarer’ under de politiske forhandlinger.

»Det er meget relevant at tale om, for selvom de gør, hvad de har lov til, og det er sådan, systemet er, er det ikke nødvendigvis optimalt. Ikke desto mindre er det den politiske virkelighed,« siger han.