Mange danskere bruger nytåret som en anledning til at sætte mål for at forbedre deres liv.
Men hvis du er blandt dem, som stadig ikke ved, hvad dit nytårsforsæt skal være, er der nu hjælp at hente.
En meningsmåling foretaget af YouGov for forsikringsselskabet Gjensidige afslører nemlig, hvilke nytårsforsætter, der er mest populære blandt danskerne.
Det viser sig, at der er en rød tråd, som binder mange af de mest populære nytårsforsætter sammen – nemlig vores fysiske sundhed.
I undersøgelsen svarer henholdsvis 17, 16 og 15 procent svarer, at de vil spise sundere, dyrke mere motion eller tabe sig i det nye år.
Udover de tre mest populære nytårsforsætter svarer 14 procent, at de ønsker at forbedre deres økonomi, mens 13 procent vil fokusere på at forbedre deres mentale sundhed.
Samtidig svarer 11 procent, at de endnu ikke ved, hvilket nytårsforsæt, de har tænkt sig at sætte for 2025, mens 49 procent svarer, at de ikke laver nogle forsætter.
YouGov-undersøgelsen baserer sig på svar fra 1.013 repræsentativt udvalgte danskere.

