800 procent.

Så meget er datatrafikken steget i år sammenlignet med samme tidspunkt sidste år ved et af Danmarks mest populære udflugtsmål.

Det viser tal fra Telenor.

Det er Stevns Klint, der er tale om, og det er sommerens absolutte højdespringer i forhold til antallet af besøgende.

Nummer to på listen er Agersø, hvor trafikken er steget med 385 procent.

Tallene viser datatrafikken i uge 28 og 29, og der er altså sket en markant stigning sammenlignet med samme uger sidste år.

Også på de i forvejen populære destinationer som Bornholm og Skagen er der en stigning i datatrafikken.

Det viser endnu en gang, at danskerne i høj grad holder ferie i Danmark.

»Vi ser, at nogle steder overrasker mere end andre, idet datatrafikken i udvalgte byer nærmest er eksploderet sammenlignet med sommerferien sidste år. Vi overvåger konstant mobilnetværket og opgraderer løbende kapaciteten, så netværket kan følge med den stigende aktivitet, som vi har set i løbet af sommeren,« udtaler Jesper Mølbak, netværksekspert i Telenor.

Tallene er baseret på Telenors 1,6 millioner kunder i Danmark.

Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og en del af Telenor-koncernen, som opererer i hele Norden og i Asien, og på verdensplan har de 186 millioner kunder.

I Danmark er der cirka 1.200 medarbejdere, og de har 39 butikker fordelt over hele landet.