10 danskere er med på magasinet Forbes' årlige liste over verdens dollar-milliardærer. 

Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen er stadig Danmarks rigeste, men han sakker bagud i det globale milliardær-kapløb.

Ifølge Forbes er Anders Holch Povlsen god for 42 milliarder kroner.

Men skal man tro Forbes, er Bestseller-ejerens formue faktisk skrumpet en anelse det seneste år. Sidste år vurderede det amerikanske magasin hans samlede formue til 44,8 milliarder kroner.

Anders Holch Povlsen er ifølge Forbes Danmarks rigeste mand.
Anders Holch Povlsen er ifølge Forbes Danmarks rigeste mand. Foto: PR
Vis mere

Det betyder, at Danmarks rigeste mand er dalet noget ned ad listen og nu 'kun' er verdens 242.-rigeste person. Sidste år lå han nummer 207 på Forbes' liste.

Danmarks næstrigeste er Coloplast-direktøren, Niels Peter Louis-Hansen, som ifølge Forbes har en formue på 36 milliarder kroner.

Lego-ejeren Kjeld Kirk Kristiansen og børnene Sofie, Thomas og Agnete Kirk Kristiansen deler tredjepladsen. Forbes vurderer, at de hver især har en formue på 31 milliarder kroner.

Det skyldes, at Kjeld Kirk Kristiansen har valgt at dele ejerskabet af Lego med børnene. Dermed er Lego-dynastiet stadig Danmarks suverænt rigeste familie.

Med både Anders Holch Povlsen og Lego-familiens ellers svulmende formuer blegner noget i sammenligning med verdens allerrigeste.

Ifølge Forbes er stifteren og ejeren af Amazon.com, Jeff Bezos, god for - og hold nu fast - 863 milliarder kroner. Eller 821 milliarder kroner mere end Anders Holch Povlsen. Bezos' formue er således 20 gange større end Bestseller-milliardærens.

Jeff Bezos indtager nu en suveræn førsteplads på Forbes' liste, hvor nummer to er en gammel kending: Microsoft-stifteren Bill Gates.

Det er 33. gang, Forbes udgiver listen over verdens dollar-milliardærer.