Ordet "klimatosse" er fredag blevet kåret som årets ord af Dansk Sprognævn og P1-programmet "Klog på sprog".

Ordet er blevet kåret, fordi det på en eller anden måde har betydet noget for danskerne og for det danske samfund i 2019.

Det har været muligt for alle danskere at indstille deres bud på årets ord 2019.

Med i opløbet om at blive årets ord var pandalåner, kønsneutral, minimumsnormeringer, forståelsespapir og flyskam.

Finalen stod mellem kønsneutral og klimatosse, men det blev altså klimatosse, der løb med sejren.

Årets ord blev kåret i en liveudsendelse fra Nordfyns Gymnasium med flere end 500 tilhørere.

Årets ord er blevet kåret siden 2008. Sidste år var det ordet "hvidvask", der blev valgt.

Over 200 forskellige ord er blevet indstillet, og de blev før programmet skåret ned til 15 ord af dommerkomitéen.

Komitéen bestod af Henrik Lorentzen fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Dansk Sprognævns direktør, Thomas Hestbæk Andersen, forfatter Dy Plambeck, debattør Geeti Amiri og programmets vært, Adrian Hughes.

/ritzau/