Den pensionerede skibsingeniør Henrik Vibe-Hastrup får et gedigent skattesmæk i det nye år. Hans grundskyld stiger nemlig med 71.615 kroner svarende til en stigning på 600 procent.

Årsagen til stigningen er, at Københavns Kommune med en ny lokalplan har gjort det muligt at bygge fire-etagers bygninger i området, inklusiv på Henrik Vibe-Hastrups grund.

Dermed stiger værdien af hans grund, og med værdistigningen følger en forhøjet skatteregning i form af en seksdobling af hans grundskyld.

»Jeg har jo aldrig bedt om den her lokalplan, og jeg har ikke nogen planer om at bygge større. Med det her skattesmæk bliver min familie og jeg tvunget til at forlade vores hjem,« siger Henrik Vibe-Hastrup.

Han bor med sin kæreste og to børn i et 118 år gammelt hus, der i over et århundrede har været beboet af arbejder- og håndværksfamilier. Det ligger på Lindgreens Allé på Amager nogle få hundrede meter fra Amager Strandpark.

Henrik Vibe Hastrups hus, som bliver ramt af en grundskyldsstigning på 600 procent.
Henrik Vibe Hastrups hus, som bliver ramt af en grundskyldsstigning på 600 procent.
Vis mere

Huset er ifølge Københavns Museum bevaringsværdigt, og den pensionerede skibsingeniør havde store planer om at bevare og sætte det i stand indvendigt.

De planer er nu udskudt på ubestemt tid. I stedet fylder fortvivlelse og frustration hverdagen. For med en stigning i grundskyld fra 11.821 til 83.436 kroner om året kan familien ikke blive boende.

Det er et par byggematadorer, heriblandt storentreprenøren Øens Murerfirma, der har opkøbt grunde i området og fået kommunen til at udarbejde en ny lokalplan. Og det er den lokalplan, der lægger op til, at der skal bygges højere og op til fire etager. Noget som Henrik Vibe-Hastrup ikke vil benytte sig af.

Men det har den konsekvens, at hans grundværdi stiger fra en halv million kroner til næsten 2,5 millioner kroner.

»Det er uhensigsmæssigt, når en boligejer bliver beskattet af, hvad ens grund vil kunne blive brugt til i stedet for, hvad den bliver brugt til. For en øget værdi på selve grunden giver ikke penge i hånden her og nu, som man kan betale grundskyld med. Det sker først i det øjebilk, at man sælger,« siger Allan Malskær, der er formand for Parcelhusejernes Landsforening.

Vurderingsstyrelsen, som har stået for vurderingen af Henrik Vibe-Hastrups grund, kan ikke kommentere enkeltsager.

Men via styrelsens pressefunktion oplyses det, at Vurderingsstyrelsen skal fastlægge grundværdien 'i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse'.

Med det menes, at grundens værdi ifølge Vurderingsloven skal vurderes ud fra, at grunden er udnyttet optimalt. I dette tilfælde med et byggeri på fire etager.

»Når væsentlige forhold i lokalplanen ændrer sig, så skal Vurderingsstyrelsen foretage en såkaldt årsomvurdering, altså en ny vurdering, der fastlægger en ny værdi af grunden i ubebygget stand under de nye omstændigheder,« står der i svaret fra Vurderingsstyrelsen.

Nu afventer Henrik Vibe-Hastrup den klage, han har indgivet til Planklagenævnet over kommunens lokalplan.

Borgmester for Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune Ninna Hedeager Olsen (Enh.) er med den nye lokalplan ansvarlig for Henriks Vibe-Hastrups skattestigning. Men hun ønsker ikke at kommentere sagen så længe, der er en klage i Planklagenævnet.