Når kalenderen siger midten af maj i år, lukker Henrik Lund for den butik, han har haft igennem tre år – men han lukker egentlig ikke, fordi han har lyst.

Det er derimod udsigterne med svingende antal kunder, som, ifølge Henrik Lund, er opstået på grund af det massive vejarbejde ude foran butikken.

Det er her, det enorme Plusbus-projekt bliver anlagt af Aalborg Kommune.

»Jeg vidste, at det her Plusbus-projekt kom, og at der ville være noget arbejde. Men at det ville blive så omfattende, det havde jeg ikke set komme.«

Lunds Motion på Kastetvej.
Lunds Motion på Kastetvej. Foto: Privatfoto
Vis mere

Henrik Lunds butik, Lund Motion, ligger på Kastetvej, som er en af tre veje, hvor Plusbus-projektet – en ny busrute i Aalborg – bliver anlagt.

For Henrik Lunds vedkommende betyder det eksempelvis, at man ikke kan køre forbi hans forretning, ligesom gående bliver henvist til fortovet på modsatte side, fordi der har skullet anlægges nyt fortov. Og endelig er parkeringsmulighederne nær forretningen blevet flyttet.

Når den 61-årig ejer kigger i sine regnskaber, kan han da også konstatere, at omsætningen i januar, februar og marts er faldet med op til 40 procent.

Ifølge Henrik Lund skyldes det byggeprojektet, i og med at kunderne, hvis man spørger ham, ikke orker besværet.

»Jeg synes egentlig kommunen har været imødekommende og givet noget hjælp, såsom at gøre adgangsvejene bedre. Men omsætningsmæssigt har det bare været værre, end jeg havde regnet med. Jeg ved også fra andre erhvervsdrivende, at de er hårdt ramt.«

»En stor del at at drive forretning er for mig, at kunderne kan komme ind og tale med mig. Men når de skal lede en halv time efter parkering, så gider de ikke. Så i stedet for at være sur over det, så vil jeg hellere bruge min tid på noget andet.«

Tilbage i marts talte B.T. også med en købmand, der har lidt milliontab og afskedigelser som følge af byggeriet, som er blevet markant forsinket de seneste måneder.

Som følge af en konkurs i november 2021 har byggeriet ligget stille i fem måneder, blandt andet ved Henrik Lunds forretning.

Projektet på Sohngårdsholmsvej ligger stille på fjerde måned. Foto: John Straszek.
Projektet på Sohngårdsholmsvej ligger stille på fjerde måned. Foto: John Straszek.
Vis mere

Omkring Kastetvej vil en del arbejde allerede være færdigt midt i maj, mens man omkring Aalborg Vestby Station skal leve med byggearbejdet som nabo frem til efter sommerferien. På Sohngårdsholmsvej skal man ikke regne med, at projektet er i mål, før julelysene er oppe. Her er det nemlig forventningen at være færdig 1. december 2022, lyder meldingerne fra Aalborg Kommune.

Men det ønsker Henrik Lund ikke at vente på.

»Jeg kan ikke se, hvordan de skal kunne nå det. Men det er også fint. Jeg har det bare sådan, at det skal være sjovt for mig. Det har det også været.«

»Nu vil jeg i stedet prøve at tage ud til folk ved motionsløb og den slags og opsøge kunder derigennem.«

B.T. har tidligere talt med Aalborg Kommune om projektet og generne, det medfører.

»Vi er fuldt ud bevidste om, at vi generer de nærmeste med det her arbejde, og vi bestræber os på at gøre det så gnidningsfrit som muligt. Men det er et omfattende projekt, og konkursen har været en forhindring, der er ude af vores hænder,« har Niels Bresemann Jensen, projektchef for Plusbus ved Aalborg Kommune, udtalt.

Læs mere om det HER.