Fredag var formand for Tandlægeforeningen, Susanne Kleist, ude at fraråde folk på det kraftigste at få slebet deres egne tænder og påsætte nye af porcelæn, hvis de nu skulle få den idé at efterligne bloggeren Fie Laursen, der lige har fået gjort netop det.

Nu fortæller 56-årige Henrik Sørensen, hvordan sådan et indgreb ændrede hans liv.                                                                       

»Jeg har en brandgod tandlæge, som kom med nogle forskellige forslag og gav mig flere muligheder, men sagde, at den her løsning var den bedste. Og det har jeg på intet tidspunkt fortrudt,« siger Henrik Sørensen til B.T.

Det er i dag to år siden, han undergik den noget omfattende behandling.

Henrik Sørensen
Henrik Sørensen Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Først skulle han have slebet sine egne tænder ned, hvilket ud over seks timer vandret i tandlægestolen også indebar en hel del smerte.

»Det er en hård omgang at få slebet sine tænder ned. Det er noget, man i den grad kan mærke, uanset hvor meget bedøvelse, man får,« fortæller Henrik Sørensen.

Efter det fulgte en lang proces, hvor han først skulle bære midlertidige plastiktænder i seks måneder. De tænder skulle fæstnes et par gange om måneden.

Og da de permanente porcelænstænder kom i, krævede det stadig hans tilbagevenden til klinikken, da de løbende skulle rette og file de nye tænder til.

Henrik Sørensens tænder slebet ned under behandling
Henrik Sørensens tænder slebet ned under behandling Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Den omfattende behandling kostede 250.000 kroner, men han fortryder det ikke.

Tværtimod.

»Jeg ville ønske, at jeg havde gjort det 10 år før,« siger Henrik Sørensen og forklarer, hvor generet han var før indgrebet:

»Jeg havde nogle meget nedslidte tænder og et dårligt, skævt bid, og det havde irriteret mig en del år.«

Henrik Sørensens tænder efter behandling
Henrik Sørensens tænder efter behandling Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Han føler i dag, han har fået mere livsglæde, fordi han ikke skal leve i smerter og tænke over, hvad han putter i munden.

»Der er ikke noget bedre end at kunne tygge godt. Jeg har ikke kunnet tygge en steg de sidste fem år. Og det kunne jeg lige pludselig igen,« siger Henrik Sørensen.

Fie Laursen har fortalt til B.T., at hun skal betale 60.000 kroner hvert femte år, hvor hun skal have udskiftet alle 10 tænder, hun har fået påsat.

Det er dog en noget anden procedure for Henrik, der har fået at vide af sin tandlæge, at hans tandsæt holder 20 til 25 år.

Fie Laursen har de seneste dage modtaget en masse voldsomme reaktioner som følge af sit valg om at tage til Tyrkiet og få foretaget indgrebet.

»Det er meget modigt af hende, at hun tager derned. Det, der skete for mig, var, at en af mine tænder flækkede, og så tager man altså ikke lige ned til Tyrkiet for at få det fikset,« siger han.

Men netop det, at det er hendes eget valg, understreger Henrik Sørensen som den vigtige del af det hele.

»Men klart, hvis man går og er ked af noget ved sig selv, skal man da have lov til at ændre det,« siger han.