55-årige Henrik Vinds hofte er smuldret, og efter et utal af mislykkede operationer ligger han nu brak i sin sygeseng.

Mens han ligger i sit hus på Fanø, pibler betændelse ud af kroppen på ham.

Henrik Vind har været en rutinemæssig gæst på Odense Universitetshospital, og forleden modtog han et brev fra hospitalet.

Et brev med en ildevarslende mistanke.

Henrik Vind er en af de 44 hoftepatienter, der har fået infektioner efter at være blevet opereret af én kirurg med en kronisk hudsygdom.

I brevet, som B.T. har set, skriver Odense Universitetshospital:

'Han er en af vores dygtige kirurger, men lider desværre af en hudlidelse, som kan have medført en øget risiko for infektion hos de patienter, han har opereret. Dette beklager vi dybt.'

Da B.T. tirsdag ringer til Henrik Vind, står en hjemmesygeplejerske bøjet over ham for at skifte plastrene på de to betændte sår.

Henrik Vind i sin kørestol. I baggrunden kan man se hans sygeseng.
Henrik Vind i sin kørestol. I baggrunden kan man se hans sygeseng.
Vis mere

Hospitalets nye udmelding rejser mistanken om, at hans infektion og problemerne med betændelsen skyldes kirurgens hudsygdom.

»Det er jeg ked af, hvis det er tilfældet,« siger Henrik Vind stilfærdigt til B.T.

Hospitalet fortæller, at de endnu ikke med sikkerhed kan sige, at det er kirurgens hudlidelse, der har medført infektionerne hos patienterne.

Men muligheden er der, og den skal undersøges nærmere. Derfor har hospitalet taget skridt.

'Kirurgen udfører ikke længere hofteoperationer eller andre indgreb,' skriver de i brevet til Henrik Vind.

Henrik Vinds skadeshistorie går fem et halvt år tilbage til dengang, det blev opdaget, at hans hofte var smuldret. Siden har han gennemgået talrige operationer på først Esbjerg Sygehus og senere Odense Universitetshospital.

Henrik Vinds helbred har været hårdt medtaget. Flere vitale organer har været ved at sætte ud, og gennem de seneste år har han været indlagt på hospice, fordi døden syntes så nær.

For omkring to år siden forsøgte lægerne på Odense Universitetshospital at tilføre ham en ny hofte.

»Den kom så ud igen, fordi jeg ikke kunne absorbere nye elementer ind i kroppen,« siger Henrik Vind.

Efter den operation fik han en slem infektion, fortæller han.

Spredt over hans krop dukkede der cyster op. Betændelsen løb ud af dem. Henrik Vind blev meget syg.

»Infektionen er stadig ikke afsluttet. Der er stadig to cyster med betændelse, som bliver behandlet tre-fire gange om ugen. Så kommer der en sygeplejerske og lægger et plaster-overlæg på, som trækker væsken ud,« siger han.

Før Henrik Vinds hofte handicappede ham, levede han et aktivt liv med en vigtig karriere.

Nu er han reduceret til at ligge i sin seng, hvor han langsomt mister modet.

»Jeg har det ad helvede til. Jeg kommer ikke ud. Jeg kan ikke komme ud af min seng,« siger han.

Henrik Vind har tidligere tabt klagesager efter de fejlslåede hofteoperationer, som han mener har efterladt ham i sengen ude af stand til at gå.

Men efter Odense Universitetshospitals udmelding om, at hans infektion kan skyldes en kirurgs hudlidelse, øjner han et håb for, at han endelig kan få en erstatning for sin tabte førlighed og arbejdsfortjeneste. B.T. kunne mandag fortælle, at Patienterstatningen allerede har oprettet de første 10 sager med patienter, der vil søge mulighederne for erstatning efter at være opereret af kirurgen med hudsygdommen.

Trods den ødelagte hofte, den manglende evne til at gå og de betændte sår på Henrik Vinds krop, har han håb for fremtiden.

»Det, jeg har tænkt mig nu, er først at overleve. Efter det vil jeg have en kæreste igen og komme videre i mit liv,« siger han.

Odense Universitetshospital ønsker ikke at udtale sig om den konkrete patientsag.