Statsministerens åbningstale i dag tirsdag begyndte med nogle stærkt personlige historier om de tre politiske koryfæer Bertel Haarder (V), Marianne Jelved (RV) og Henrik Dam Kristensen (S).

Sidstnævntes ry for at være 'træmand’ blev også berørt og fik salen til at grine. Men Mette Frederiksen fortalte også om S-nestorens personlige tragedie: Nemlig at han har mistet to børn.

Hans døtre Henriette og Sabrina blev født med to års mellemrum i 1970erne, og de blev kun henholdsvis 7 uger og 3 måneder gamle.

Det var først i 2016, at han i forbindelse med udgivelsen en samtalebogen ‘Modne mænd’ af Bo Østlund, fortalte om sin store sorg til B.T.

Der blev grinet under statsministerens åbningstale, men der ligger en trist historie bag. I baggrunden er det Henrik Dam Kristensen.
Der blev grinet under statsministerens åbningstale, men der ligger en trist historie bag. I baggrunden er det Henrik Dam Kristensen. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Den første datter, Henriette, blev født i august 1976:

»Henriette græd meget, og det stod relativt tidligt klart, at der var et eller andet i vejen. Hun blev indlagt på Aarhus Kommunehospital, men lægerne kunne ikke give os nogen forklaring. De anede ikke, hvad hun fejlede. Vi var så unge og forstod ingenting. Hun døde, da hun var syv uger gammel,« sagde Henrik Dam Kristensen til B.T. i 2016.

Efter en flytning til et nyt hus blev Henrik Dam Kristensens kone Bente gravid igen i 1978. Og så skete det ubærlige igen:

På sygehuset i Kolding fandt lægerne ud af, at Sabrina led af en arvelig stofskiftesygdom, som hedder tyrosinæmi. Hun blev kun tre måneder gammel.

Henrik Dam Kristensen (S) og hans kone Bente Dam Kristensen til dronningens regentjubilæum.
Henrik Dam Kristensen (S) og hans kone Bente Dam Kristensen til dronningens regentjubilæum. Foto: Philip Davali
Vis mere

Diagnosen betød meget for parret.

»Det var dét, der gjorde, at vi kunne komme videre. Vi havde gjort os mange tanker om, hvorfor Henriette døde. Om vi selv kunne bebrejdes noget. Diagnosen gjorde, at vi kunne slippe de tanker. Tyrosinæmi er en arvelig sygdom, og både Bente og jeg er uheldigvis bærere af sygdommen. Men der er til gengæld kun 25 procent risiko for, at vores børn vil arve sygdommen,« har Henrik Dam Kristensen fortalt til B.T.

Det betød, at parret efterfølgende kunne få to raske børn nemlig Christina og Jannick. Begge blev nævnt i Statsministerens åbningstale.

Henrik Dam Kristensen er tidligere minister i både Poul Nyrup-regeringen i 1990erne og under Helle Thorning-Schmidt mellem 2011 og 2015. Han stiller ikke op til det kommende valg.