Da Henriette Klingenberg var 13 år i 2013, flygtede hendes far væk fra Danmark.

Han havde rodet sig ud i noget pengesvindel, og da det danske politi fik nys om det, satte han sig på et fly med kurs mod udlandet.

Kort efter modtog Henriette et brev med posten.

»Han skrev, at han godt vidste, han havde lavet nogle fejl, og at han ville gøre det godt,« fortæller den i dag 19-årige Henriette Klingenberg til B.T.

Henriette blev blev glad for brevet. Men hendes mor var af en anderledes opfattelse.

Hun kaldte det et 'farvelbrev'.

Og hun skulle vise sig at få ret. Henriette har nemlig ikke set skyggen af sin far siden den 15. februar 2013, hvor han stak af, men det vil hun nu lave om på.

Hun har lavet et opslag i Facebook-gruppen 'Efterlyste & Forsvundne Personer', hvor hun beskriver sit 'brændende ønske' om at finde sin far.

Henriette Klingenberg
Henriette Klingenberg
Vis mere

Og nu står hun også frem i B.T. for at få efterlysningen længere ud.

Henriette beskriver sit forhold med sin far op gennem barndommen som 'tæt', og hun husker ham som en kærlig far.

»Han er generelt en meget kærlig person, der har gjort mange fantastiske ting for mig, men så har han så også gjort nogle ulovlige ting. Desværre,« siger hun.

I årene efter farens forsvinden var Henriette sur. Sur over, at den ene af hendes forældre fra den ene til den anden dag var pist væk.

Men som tiden gik, lagde vreden sig, og i stedet fik Henriette et voldsomt afsavn og en lyst til at se sin far. Eller i hvert fald høre fra ham.

Derfor blev Henriette også glad, da hun, lillesøsteren og deres farmor i 2015 ud af det blå modtog et brev fra ham, hvor han skrev, at han ville komme til farmorens fødselsdag.

Han dukkede aldrig op.

Herefter begyndte Henriette at skrive til sin far på den Facebook-profil, som han stadig har.

Hun ved ikke, om han har set beskederne, men han har i hvert fald aldrig svaret hende.

Og så står vi nu her i dag - i år 2019 - med Henriette, der har sat sig for at finde sin far.

»Det vigtigste for mig er at vide, om han er i live, og så vil jeg gerne se ham også,« siger hun.

Ifølge Henriette er hendes far for nyligt blevet efterlyst internationalt for sin svindel, og hun ser gerne, at han kommer hjem og tager sin straf.

»Jeg synes, at han skal afsone sin fængselsstraf, for jeg ved, at han inderst ikke vil være i det her,« siger hun.

Ved du noget om sagen, kan du skrive til B.T. på sebj@bt.dk.

Men hvem er Henriettes far så?

Tidligere hed han Martin Andrew Larsen, men senere har han skiftet sit fornavn til Meck. Han er 46 år gammel og så sådan her ud for mere end ti år siden:

Det sidste billede Henriette har med sin far
Det sidste billede Henriette har med sin far
Vis mere

Meck er kraftig bygget, omkring 1.70-1.80 meter høj, og så havde han sort hår, sidst Henriette så sin far.

Da hun og familiemedlemmerne modtog det sidste brev i 2015, var det frankeret i Spanien, men Henriette er slet ikke sikker på, at han er der.

I stedet krydser hun bare fingre for, at nogen har set ham, eller at han måske bliver enig med sig selv om, at han vil se sin datter igen.

»Jeg så gerne, at han kom hjem til mig,« slutter hun.