Henriette forundret over dansk jordskælv: 'Bor jeg i sådan et område?'
»Jeg blev meget forskrækket og fik næsten helt trykken for brystet,« fortæller Henriette Fromberg.

»Jeg blev meget forskrækket og fik næsten helt trykken for brystet,« fortæller Henriette Fromberg.

Det lød, som om en vaskemaskine på husets førstesal kørte på absolut højeste omdrejninger.
Henriette Fromberg og hendes mand sad onsdag eftermiddag i stuen i deres hjem i Greve, da kraftige rystelser pludselig gik gennem huset.
I første omgang frygtede de, at taget var ved at ryge af.
»Det lød som noget vildt tungt oppe på taget, der var ved at brase sammen. Vi fór ud for at se, hvad der skete,« siger hun til B.T.
Men ude i haven var der ikke meget at se. Kun en fugleunge, der forvirret var faldet ud af sin rede.
Der gik dog ikke længe, før parret opdagede, at der muligvis var tale om et jordskælv.
»Jeg gik straks i gang med at tjekke nyheder. Jeg blev meget forskrækket og fik næsten helt trykken for brystet,« siger hun.
»Men da jeg så, at folk skrev, det var et jordskælv, blev jeg forundret. Bor jeg i sådan et område, hvor der kan komme jordskælv? Hvorfor lige nu?«
Henriette Fromberg er langt fra den eneste, der undrede sig over onsdagens rystelser.
På sociale medier er danskerne strømmet til for at dele deres oplevelser af jordskælvet, som onsdag eftermiddag ramte Danmark.
Ifølge oplysningerne fra GEUS er jordskælvet målt til 3,9 med epicenter omkring 30 kilometer syd for København, mens seismologer fra Dansk Geocenter arbejder på at undersøge hændelsen nærmere.
Hos Henriette Fromberg og hendes mand er eftermiddagsroen siden vendt tilbage. Kaffen og den hjemmebagte kage fik dog lidt mere dramatik end forventet.
»Nu skal jeg i hvert fald følge med i nyhederne om, hvad der sker,« siger hun.
Du kan følge udviklingen i situationen i B.T.s liveblog HER.