Da Henriette Kristensen tirsdag morgen modtog en sms med et billede, troede hun, at der var tale om en spøg.
Sms'en kom fra hendes datter og viste et marsvin ligge død på en skovsti tæt på familiens hjem.
»Først troede jeg, hun havde redigeret et billede for at lave sjov. Men jeg kunne høre i det, hun skrev, at det ikke var for sjov, så måtte jeg op at se.«
Og Henriette Kristensen kunne konstatere, at hendes datters sms var sand.
»Jeg troede, det var løgn, da jeg så den.«
»Men jeg tænkte, at det nok var nogle, der havde taget den med for sjov og så fortrudt, inden de var nået helt hjem,« siger Henriette Kristensen til B.T.
Hun bor i Fasterholt mellem Ikast og Brande – og dermed langt fra den nærmeste kyst.
Skoven, hvor marsvinet lå, tilhører hendes nabo. Over for TV Midtvest forklarer Henriette Kristensen, at hun tog kontakt til sin nabo og informerede ham om hvalen.
Han vidste ingenting.
Siden har Naturstyrelsen taget kontakt og meddelt, at de vil hjælpe med at fjerne marsvinet.
Men hvordan marsvinet er endt, hvor det er, er stadig et stort spørgsmål.
Henriette Kristensen er dog blevet gjort opmærksom på, at et lignende marsvin – med de samme skader, som det, Henriette fandt – blev hentet i Kolding mandag af et skadedyrsfirma.
Om der er tale om samme marsvin, står for nu ikke klart.
