Det kan være slut med dobbeltløn til vagtlæger, der afviser at sørge for lægebesøg eller konsultation.

Lige nu er Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i gang med hemmelige og fortrolige forhandlinger om en ny overenskomstaftale.

Og der er muligvis ændringer på vej i vagtlægernes honorarer.

B.T. erfarer fra både kilder i PLO og Danske Regioner, at netop den basale forskel i vagtlægernes honorarer, alt efter om de sørger for lægehjælp eller ej, er en del af forhandlingerne.

Søndag er det kommet frem, at vagtlæger scorer kassen på at nøjes med en såkaldt telefonkonsultation, når syge borgere ringer.

Når en vagtlæge efter samtale med en borger afviser, at borgeren skal have et egentligt lægebesøg, får vagtlægen mere end dobbelt så meget i honorar, som hvis vagtlægen havde sørget for lægebesøg eller konsultation.

Og særligt det har bidraget til, at en vagtlæge fra 1. januar til og med september tjente 2.349.696 kroner.

Jørgen Skadborg, formand for PLO, har I under forhandlingerne bedt om at få disse honorarer ændret?

Her ses Jørgen Skadborg, som er formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Foto: Peter Palle Skov
Her ses Jørgen Skadborg, som er formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Foto: Peter Palle Skov
Vis mere

»Det er sådan, at vi i et års tid har haft gang i overenskomstforhandlingerne med Danske Regioner, og der er lægevagten også en del af forhandlingerne. Men eftersom forhandlingerne lige nu er på pause, har vi foreløbig mellem parterne aftalt, at vi ikke udtaler os om det,« siger han.

Helt konkret har B.T. skrevet om Poul Henning Hansen, der dødssyg med meningitis ringede forgæves til lægevagten 24. marts.

Han døde få dage efter opkaldet, og Patienterstatningen har netop vurderet, at Region Syddanmark, som vagtlægen hører under, skal betale enken, Pia Elkjær Hansen, 500.000 kroner i erstatning.

»Det er en utrolig tragisk sag for alle. Men jeg vil helst ikke udtale mig om den konkrete sag,« siger Jørgen Skadborg.

Det sidste billede taget af bevidstløse Poul Henning Hansen i sengen på Odense Universitetshospital. Kort efter bliver respiratoren slukket, og Poul Henning Hansen dør. Patienterstatningen har nu slået fast, at en vagtlæge burde have sendt ham på sygehuset, da han første gang ringede efter lægehjælp. I så fald havde Poul Henning Hansen med 'overvejende sandsynlighed' overlevet, står der i afgørelsen. Foto: Privat
Det sidste billede taget af bevidstløse Poul Henning Hansen i sengen på Odense Universitetshospital. Kort efter bliver respiratoren slukket, og Poul Henning Hansen dør. Patienterstatningen har nu slået fast, at en vagtlæge burde have sendt ham på sygehuset, da han første gang ringede efter lægehjælp. I så fald havde Poul Henning Hansen med 'overvejende sandsynlighed' overlevet, står der i afgørelsen. Foto: Privat
Vis mere

Han insisterer dog på, at det skal nævnes, at det ikke havde ændret på vagtlægens honorar, hvis han havde sendt en ambulance af sted for at køre Poul Henning Hansen på sygehuset.

Men det var aldrig på tale i Poul Henning Hansens opkald på to minutter og 42 sekunder til vagtlægen.

Her bad han om at blive set af en læge, og det blev afvist af vagtlægen grundet coronarestriktionerne.

»Det var et meget ulykkeligt tidspunkt. Myndighederne instruerede os i, at vi så vidt muligt ikke skulle se patienterne – altså klare det over telefon eller video, medmindre det var noget, der ikke kunne vente,« siger Jørgen Skadborg.

TIP OS: Kender du til, at vagtlæge har afvist lægehjælp til en person med livstruende sygdom? Skriv til B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

Formanden forklarer, at den massive nedlukning under coronarestriktionerne også har kostet andre patienters liv.

B.T. har da også allerede skrevet om kræftpatienterne Dunja Fogelberg Hansen, Bjarne Schou, Anne Mette Christiansen og Anders Bonnemann, der kom sent i behandling.

Men foreløbigt er Poul Henning Hansen den eneste, som er afgået ved døden grundet den forsinkede behandling.

»Vi vidste godt, at det sikkert ville koste nogle patienters liv eller førlighed, at de ikke ville blive set. Det er en tragisk omkostning. Det har reddet nogle fra corona, men det har kostet nogle andres liv,« siger Jørgen Skadborg.