Helvedeslarven er blevet registreret i Jylland
Morsø Kommune indstiller køb af egetræer efter fund af egeprocessionsspinderen, skriver TV Midtvest.

Morsø Kommune indstiller køb af egetræer efter fund af egeprocessionsspinderen, skriver TV Midtvest.

Egeprocessionsspinderen - også kaldet "larven fra helvede" - er blevet fundet i Midt- og Vestjylland.
Det bekræfter Morsø Kommunes kommunikationschef, Rasmus Andreassen, over for TV Midtvest onsdag formiddag.
- Det er korrekt, at vi har konstateret egeprocessionsspinderen i et enkeltstående og nyindkøbt træ. Det blev efterfølgende brændt og bortskaffet med det samme, siger han til mediet og tilføjer, at kommunen ikke vil købe flere egetræer i en periode.
Egeprocessionsspinderen har som larve omkring 60.000 hår, der kan forårsage kraftig kløe, hududslæt, øjenirritation, luftvejsproblemer og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.
I april i år spredte egeprocessionsspinderen sig for alvor i Odense, hvor den har forvoldt store gener for byens borgere.
I kølvandet på et borgermøde fredag og en demonstration lørdag skruer Odense Kommune op for indsatsen - blandt andet ved at hyre flere fagfolk, der kan slå larverne ned.
Søndag meddelte ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), i en pressemeddelelse, at han tager situationen "meget alvorligt".
Regeringen har bedt relevante myndigheder om at bistå kommuner, der er ramt af larven.
Det antages, at egeprocessionsspinderen, som er hjemmehørende i Central- og Sydeuropa, er kommet til Odense med importerede træer fra Tyskland i forbindelse med etableringen af letbanen.
Ifølge DR blev larven fundet i Odense i efteråret 2024. Siden er den også blevet spottet i blandt andet Horsens, Nyborg og Munkebo. Og nu også i Morsø Kommune.
Egeprocessionsspinderen forpupper sig i fælles reder og udvikler sig til voksne natsommerfugle efter en til to uger. Når det sker, mindskes risikoen for spredning.
I og med at egeprocessionsspinderen er hjemmehørende i Central- og Sydeuropa, er den således ikke defineret som en invasiv art i EU.
RITZAU