Venstre-profilen Søren Gades solomelding om at rykke udrejsecenteret fra Kærshovedgård til Livø i Limfjorden falder ikke i god jord hos de lokale.

I hvert fald ikke hos Jens Axelsen, der bor i Løgstør tæt ved Livø og i mange år er kommet på øen og har været en del af øens foreningsliv.

»Det er helt skudt ved siden af,« siger Jens Axelsen til B.T.

Han var en af stifterne af foreningen Livø Jazz, som blandt andet afholder en årlig jazzfestival.

Jens Axelsen kommer stadig meget på Livø, som han holder meget af.

»Det er en naturperle. Den skal ikke befolkes med kriminelle. Der kommer masser af turister derovre om sommeren, og der bliver holdt fester og bryllupper og fødselsdage,« siger han.

Søren Gades pointe er, at der praktisk taget bor nul mennesker derovre, så det er et bedre sted at placere et udrejsecenter end Kærshovedgård, som jo ligger tæt ved Bording og Ikast. Han mener, at så er det bedre, at de her beboere bliver isoleret på en ø. Hvad tænker du om det?

»Det synes jeg heller ikke, at man kan byde mennesker. Uanset, hvor kriminelle de er. Altså, hvis de skal hegnes ind, så kan man slå hegn op omkring Kærshovedgård. Det ville være en bedre løsning,« svarer Jens Axelsen.

Kunne du forestille dig, at du stadig ikke ville komme til jazz om sommeren på Livø, hvis udrejsecenteret lå der?

»Nej, men så tror jeg da ikke, at der var nogen, der kom derovre.«

Fordi det ville være utrygt?

»Ja. Jamen, han har sgu skudt ved siden af, Søren Gade. Jeg ville håbe, at han vågner op her en af dagene, og så finder ud af, at måske ikke er så klogt sagt. Jeg har altid synes Gade var fornuftig, men har han mistet mange point.«

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har torsdag taget afstand fra Søren Gades forslag. Det er ikke Venstres politik, siger han. 

Følg folketingsvalget minut for minut i B.T.s liveblog HER.