Torsdag aften kommer Storebæltsbroens to store pyloner til at lyse op i orange.
Det skriver TV 2 Fyn.
Broen mellem Fyn og Sjælland vil være oplyst fra mørkets frembrud og frem til midnat.
Sund og Bælt vil gerne være med til at sætte fokus på en særlig dag.
Derfor sker farveændringen på broen i anledning af Den Internationale Autismedag, som falder den 2. april hvert år.
»Autismedagen handler om at hylde neurodiversitet og minde os alle om, hvor vigtigt det er, at der er plads til forskellige måder at tænke, sanse og kommunikere på,« skriver virksomheden ifølge TV 2 Fyn i et opslag på X.
I samme opslag skriver Sund og Bælt desuden, at de håber på, at synet af de orange pyloner vil minde folk om dem, der er en del af autismespektret samt deres pårørende.
