Et bredt flertal i Helsingør byråd stemte mandag aften for at nedlægge et forbud mod byggeri af moské.

Det skriver Helsingør Dagblad.

Helsingør Islamisk Menighed får derfor ikke lov til at gennemføre sit projekt om at bygge en 1200 kvadratmeter stor moské.

Det var De Konservative, Socialdemokratiet, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre, der med 20 mandater sikrede sig et flertal og kunne stemme forbuddet igennem.

De Radikale, Moderaterne og Enhedslisten stemte imod forbuddet.

Den nye moské var beregnet til at blive placeret lige ved siden af den allerede eksisterende.

Forbuddet mod byggeriet blev modtaget med protester og trusler om et markant erstatningskrav fra den muslimske fond, Dikev Fonden, skriver mediet.

Menighedens ledelse forsvarer byggeriet med, at den nuværende moské på 400 kvadratmeter ikke har plads nok til alle, herunder ved fredagens bøn.

- Vi har det svært i De Konservative med at se, hvordan der på den plads er mulighed for den ønskede udvidelse. Det handler om ansvarlig byplanlægning, siger Janus Kyhl fra De Konservative ifølge dagbladet.

Forbuddet er begrundet med de trafikale udfordringer, der allerede eksisterer ved den nuværende størrelse moské. Partierne mener, at med en udvidelse vil disse udfordringer blot blive større, lyder det.

SF's Marianne Victor Hansen mener, at den gældende lokalplan åbenlyst ikke er tilsvarende. Dog understreger hun, at partiets holdning ville være den samme uanset hvilket byggeprojekt der skulle gennemføres.

Det er Enhedslistens Malthe Jacobsen ikke enig i.

Han mener, at sagen bygger på enkeltstående observationer om problemer med trafik og parkering, men at forbuddet ikke handler om det.

- (...) Men måske handler sagen ikke så meget om parkering, men om, at nogle mener, at muslimer i kommunen ikke skal have et tidssvarende sted at dyrke deres religion, siger han til Helsingør Dagblad.

Den nuværende moské er den eneste officielle i Helsingør. Den er beliggende på Engvænget.

Ifølge mediet har Dikev Fonden truet med at trække Helsingør Kommune i retten for at få erstatning.

Fondens advokat har tidligere skrevet, at et forbud ville blive besvaret med "et erstatningskrav på et ikke ubetydeligt millionbeløb."

Ifølge Helsingør Leksikon blev et kulturhus på 620 kvadratmeter opført på grunden i 2009, hvor moské og bederum er på bygningens førsteetage.

I samme bygning er Helsingør Ungdoms- og Kulturforening. Ifølge leksikonet er moskéen og foreningen to separate institutioner, der tilsammen har 250 medlemmer.

Der anslås at være 2500 muslimer i Helsingør Kommune.

RITZAU