Mangemillionæren Sonnich Fryland har netop tabt et juridisk slagsmål med Fredensborg Kommune om en cykelsti, som kommunen har ladet gå ind over hans gigantiske grund i Fredensborg.
Han mener, at cykelstien har givet ham et værditab på tre millioner kroner.
Den påstand har Østre Landsret dog afvist. Det skriver sn.dk
For at få plads til cykelstien har kommunen taget et hjørne af Sonnich Frylands 26 hektar store grund. Det svarer til ca. 52 fodboldbaner.
Cykelstien har i en årrække været årsag til et større juridisk slagsmål mellem mangemillionæren og kommunen.
Byretten har tidligere afgjort, at ekspropriationssagen skulle gå om, men nu har landsretten afgjort, at det var i orden af kommunen at snuppe et stykke af hans grund.
Sonnich Fryland mente ikke, at der var brug for en cykelsti mellem Humlebæk og Fredensbog, men landsretten slår fast, at trafiksikkerheden var vigtigere end de gener, som stien påfører Sonnich Fryland, skriver sn.dk.
Han er tidligere blevet tildelt 400.000 kroner for tab af ejendomsværdi, men han mener som nævnt, at værditabet er over tre millioner kroner. I afgørelsen fra Østre Landsret står beløbet for værditabet dog ved magt.

Til gengæld er Sonnich Fryland blevet tildelt yderligere 100.000 kroner for manglende muligheder for at udvide en ejendom samt 125.000 kroner for at dække udgifter til at plante træer, der skal skærme for indblik fra cykelstien.
Altså en samlet erstatning på 625.000 kroner.
Sonnich Fryland har altid levet et stille liv uden for offentlighedens søgelys.
Han er kendt for sin tid som direktør i Novo Nordisk, og han er blevet rig på salget af kosttilskudsproducenten Ferrosan.

Sonnich Fryland tjente første gang store summer, da han delvist solgte Ferrosan i 2005 til den svenske kapitalfond Altor. Det fik han i omegnen af 400 mio. kr. for.
Seks år senere solgte han sin resterende andel i Ferrosan, og det fik han ifølge Berlingske ca. 750 mio. kr. ud af.
Han har desuden en fortid på Løvens Kemiske Fabrik, der nu hedder Leo Pharma.
Sonnich Fryland har ingen kommentarer til sn.dk.