22 grønlandske børn blev sendt til Danmark i 1951. Nu lægger Mette Frederiksen op til at sige undskyld.

I sommeren 1951 lægger skibet m/s Disko til kaj i København. Ned fra rælingen kigger ni drenge i hvide anorakker og 13 piger i røde hjemmestrikkede trøjer.

Blandt dem syvårige Helene Thiesen, der har sagt farvel til sin mor nogle uger før på kolonihavnen i Godthåb.

- Jeg kan huske, da vi sejlede væk i robåden for at komme ud til det store skib.

- Da min mor stod oppe på kajen, og jeg tænkte: "Hvorfor gør du ikke noget?", siger Helene Thiesen.

I den forgangne uge vendte det hele tilbage, da statsminister Mette Frederiksen (S) på statens vegne gav drengene fra Godhavn og børn på 18 andre børnehjem en undskyldning for de uhyrligheder, de var udsat for.

For hun talte også om de 22 grønlandske børn, som i samme periode blev tvangssendt til Danmark for at lære dansk.

De kan være blandt de næste, som statsministeren giver en undskyldning.

Og det er på tide, mener Helene Thiesen.

- Det, som skete, var så uretfærdigt, og derfor vil en sten falde fra mit hjerte. Det vil betyde, at den danske stat anerkender, at det, der blev gjort mod os, var forkert, siger Helene Thiesen.

- Selv om det er længe siden, så ryster jeg stadig over hele kroppen nu, hvor jeg fortæller om det. Jeg har fået et godt liv med mand, børn og fire børnebørn, men jeg har grædt rigtig meget.

Hun var den bedst begavede af sine søskende, og derfor var det hende, som moren udpegede, da præsten kom på besøg for at finde børn til det, der siden er døbt "eksperimentet".

Målet var, at børnene med deres nye danskkundskaber skulle vende hjem som forbilleder for deres jævnaldrende.

Men sådan gik det ikke, for seks af børnene blev uden deres forældres accept bortadopteret til danske familier og genså aldrig de biologiske forældre.

Helene kom tilbage til Grønland, men det var til et nyt chok. For hun kunne ikke længere tale grønlandsk:

- Min mor og søskende stod på havnen. De kiggede på mig, som kom jeg fra en anden planet.

Men værst var det, at hun ikke skulle bo hos sin mor, men i stedet sammen med de andre hjemvendte anbringes på et dansk børnehjem i byen.

Først senere i livet fandt hun ud af, at hun var en brik i en politisk beslutning truffet af den danske stat og det grønlandske landsstyre.

Den skulle ikke bare lære hende og de andre dansk, men også sikre, at de efter hjemkomsten blev holdt på afstand af den grønlandske kultur. De måtte ikke glemme det nye sprog.

Derfor kom hun kun til at se sin familie få gange.

/ritzau/