En stor del af den danske befolkning kunne i bedste sendetid nytårsaften se, hvordan en klimdemonstrant blev skubbet omkuld af en garder i bedste sendetid.
B.T. har nytårsdag talt med en af folkene bag protesten. Hun forstår ikke, hvorfor det skal ende der.
»Vi laver en fredelig demonstration, som tager nogle få sekunder,« siger Petra Sanggard, som er en del af organisationen Nødbremsen, der stod bag protesten.
De er meget vant til, at det bliver voldsomt ved deres protester, siger hun. Så på den måde overrasker det hende ikke.
»Det giver selvfølgelig en dårlig fornemmelse dagen efter, når man oplever sådan en vrede,« siger Petra Sanggaard videre.
Hun var en af fem demonstranter, som var med til aktionen 31. december 2025. De hoppede ind, mens tv-kameraer filmede.
Med orange bannere og et budskab om, at regeringen skal gøre noget ved et forestående klimakollaps afledte de opmærksomheden fra soldaternes traditionelle eksercits.
»Der er jo også danskere, der mener, at vi ødelægger noget, men det mener jeg ikke. Det er få sekunders fredelig demonstration ud af en hel aften,« siger 25-årige Sanggaard, da B.T. taler med hende.
Hun fortæller, at hendes meddemonstrant, som blev skubbet omkuld, blev tjekket efter sit fald. Han har det efter omstændighederne godt.
Du kan se videoen, hvor garderen skubber demonstranten bagover, her.
Ifølge Petra Sanggaard havde nogle fra mængden desuden lavet en civil anholdelse på en meddemonstrant, og der var angiveligt også faldet et slag, som havde efterladt en meget medtaget læbe på en af de andre fra Nødbremsen.
B.T. har talt med Henrik Stormer, vagtchef ved Københavns Politi, som ikke har noget registreret på en civil anholdelse.
Han oplyser dog, at det ikke betyder, at det ikke er sket.
Petra Sanggaard siger, at hun er ærgerlig over, at situationen endte tilspidset.
Til gengæld er hun glad for resultatet. At de har fået spredt Nødbremsens budskab til mange danskere.
Mange danskere samles jo om Hans Majestæt Kongen og nytårstalen. Risikerer I ikke at skabe splid med jeres demonstration?¨
»Jeg mener ikke, at vores demonstration skaber splid. Det er mere regeringens politik, som ikke håndterer det akutte klimakollaps, der skaber splid,« siger Petra Sanggaard.
Hvad hvis det var nogen med en dagsorden, du var svært uenig i, der lavede en lignende demonstration? Ville du så ikke opleve det som forstyrrende?
»Min holdning er, at vores agenda er sollidt forankret i videnskab. Vi er ikke bare tilfældige mennesker. Vi har et budskab, som er reelt. Vi står overfor et klimakollaps,« siger Petra Sanggaard.
»Jeg vil meget hellere have det hyggeligt, hvis man kan sige det på den måde. Indtil der sker noget markant, føler vi dog, at vi er nødt til at handle.«
Petra Sanggaard siger, hun er villig til at diskutere, om budskabet er kommet ud på den bedste måde.
»Videnskab viser dog, at selvom folk bliver irriterede over metoderne i en protest, så taler de positivt om klimakampen,« siger hun afslutningsvist.
I dag skal den studerende skrive eksamensopgaver, og så går hun ellers sammen med de andre fra Nødbremsen i gang med arbejdet om at sprede deres budskab.
B.T. har talt med forsvaret, som ikke har nogen kommentarer til episoden med garderen eller demonstranten.
Vagtchefen ved Københavns Politi, Henrik Stormer, oplyser, at en 25-årig demonstrant er sigtet for gadeuorden i forbindelse med episoden.
