Det er ikke hver dag, at man vinder knap 760 millioner i Eurojackpot.

Men ikke desto mindre har en person vundet det rekordstore beløb på 759.318.630 kroner. Kuponen er købt i Meny Blåvand, og her er man klar til at modtage ejermanden.

Brian Ørnskov, der ejer Meny Blåvand, er klar med den helt store fejring, hvis vinderen dukker op. Han har sat flag op og venter på, at Danske Spil kommer med en gummicheck og mere pynt. Pengene kommer selvfølgelig via en overførsel.

»Det er ikke sikkert, vinderen møder op. Man kan jo indløse sin gevinst på nettet. Det er da lidt vildt – sidst, vi havde en vinder, er 24 år siden. Her var beløbet 2,5-3 millioner kroner,« siger han til B.T.

Brian Ørnskov
Brian Ørnskov Foto: Meny Blåvand
Vis mere

Brian har haft butikken i 22 år – før det havde hans far den. Den har været i familien i cirka 50 år.

»Det bliver spændende at se, om vinderen møder op. Man kan jo godt forstå, hvis man vil være lidt anonym. Men vi har alligevel champagnen klar.«

Og hos Danske Spil bekræfter man, at man er på vej til Blåvand, hvor man vil stå klar til at fejre vinderen.

»Vi går og venter på, at den glade vinder henvender sig til os eller dukker op hos forhandleren,« forklarer Martin Dalsgaard, der er marketingdirektør i Danske Spil.

»Vi har allerede folk afsted, hvis vinderen skulle henvende sig i forhandleren. Så står vi klar til at tage god hånd om vinderen.«

Men som Martin Dalsgaard forklarer til B.T., så har den heldige vinder ikke henvendt sig endnu. Personen lader sig vente på sig.

»Det er en voldsom stor gevinst, og aldrig før er der blevet vundet så mange penge i Danmark. Så vi har helt særlige folk, der er uddannet til at tale med vinderen, når personen giver sig til kende over for os. Herefter vil man bliver tilbudt millionærrådgivning, hvor man kan tale om den her livsforandrende situation.«

Derudover vil man også blive tilbudt at være en del af Danske Spils 'Millionærnetværk'. Her kan man i et fortroligt rum tale med ligesindede, der også har vundet millioner. Om hvad de har brugt dem på eller forholde sig til det hele.

»For de fleste vindere, så kommer det jo som et chok. Der går nogle dage, hvor man lige skal tygge på den, for med de penge er det kun fantasien, der sætter grænser. Til at starte med har de fleste svært ved at forstå det. Så når vi ringer og fortæller det, så skal folk lige trække vejret igen. Typisk en time senere eller dagen efter snakker vi så med dem igen.«

Hvordan vinderen reagerer på nyheden, ved vi ikke. De fleste vælger at forholde sig anonyme med hensyn til at værne om privatlivet. Nogle går straks ud og køber lejlighed og biler, mens andre gemmer eller investerer dem.

»Folk reagerer forskelligt, men vi oplever faktisk, at langt de fleste folk er fornuftige og bruger energi og deres penge på de ting, som de kan lide i forvejen.«

Hvornår vinderen giver sig til kende, vides ikke. Men mon ikke det er en, som har fejret fredagens jackpot med et glas champagne.