Det lyder næsten for utroligt til at være sandt, men den er god nok:

En meget heldig dansker købte for nylig en lyn-lotto-kupon. Der var ingen gevinst på kuponen, for de 10 rækker havde ikke ramt syv rigtige tal.

Alligevel vandt den pågældende en gigantisk million-gevinst på hele 26 millioner kroner.

Der var nemlig en såkaldt Joker på kuponen, og de 10 flade kroner ekstra for kuponen viste sig at være en god investering:

Den pågældende vandt nemlig på den måde årets største lottogevinst.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Her har man endnu ikke fået kontakt til den heldige vinder, som købte sin kupon i SuperBrugsen i Lynge-Uggerløse i Allerød Kommune.

Derudover vandt to andre heldige spillere hver en million kroner på Millionærgarantien, hvor der hver uge trækkes lod blandt spillerne. De blev altså også millionærer uden at have de syv rigtige lottotal.

Den ene vinder er fra Middelfart på Fyn, mens den anden er fra Maribo på Lolland.

Ingen spillere ramte lørdag de rigtige lottotal, som ville udløse førstepræmien på seks millioner kroner.