Én dansker bliver tirsdag knap 760 millioner kroner rigere. 759.318.630 kroner for at være helt eksakt.

Det sker, når vinderen af den historisk store Eurojackpot-gevinst får sine penge ind på kontoen, oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Ud over pengene til den heldige dansker, er der også betalt 134 millioner kroner til staten i præmieafgift.

»Vi er altid glade for at udbetale gevinster til dem, der vinder i vores lotterier, så i dag er en festdag her hos Danske Spil. Vi har aldrig udbetalt så mange penge på en gang før, så det er også en historisk dag for os.«

»Nu er det op til den heldige vinder af pengene at beslutte, hvad første skridt skal være på denne første dag i resten af livet som yderst velhavende,« siger Malene Mølgaard, administrerende direktør i Danske Lotteri Spil, som står bag Eurojackpot i Danmark.

Vinderen vandt på en kupon, der blev købt i Blåvand i juli.

I første omgang reagerede vinderen dog ikke på den store triumf, hvorfor der gik et par dage, før vedkommende, som har ønsket at være anonym, meldte sig på banen.

»Jeg blev fuldstændig overrasket og rystede over hele kroppen. Men det føles fabelagtigt at være så heldig og at kunne sikre familien i mange generationer,« siger vinderen, der købte sin kupon i supermarkedskæden Meny i Blåvand ved den jyske vestkyst, i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Efterfølgende har vinderen og Danske Spil mødtes, hvor der blandt er givet millionærrådgivning af en statsautoriseret revisor.

»Det er selvfølgelig livsomvæltende at vinde så mange penge. Det er derfor meget vigtigt for os at tage hånd om store vindere, så de får en god og tryg start på livet som millionærer – eller endda multimillionærer. Vi rådgiver dem om deres nye økonomiske situation, hvordan de får pengene til at række længst, og taler også med dem om de mere bløde emner,« siger Malene Mølgaard.

Gevinsten er den suverænt største, der nogensinde er vundet i Danmark.

Den forrige rekord lød på 315.009.958 kroner og blev vundet på en Eurojackpot-kupon i Helsingør i 2015.