En kæmpe kø og ventetid på mindst halvanden time. I silende regnvejr.

Det var, hvad ægteparret Heidi og Benni Frederiksen på 76 og 78 år stod over for, da de søndag mødte op til deres planlagte boosterstik ved vaccinationscentret på Håndværkervej i Aalborg.

Men efter at have talt med personalet – og set køen – på stedet, valgte de at køre hjem.

»Vi kunne godt se, at der var mange mennesker. Jeg gik op til en ung mand og viste ham min tid. Han undskyldte og sagde, at der manglede nogle til at stikke,« siger Benni Frederiksen.

Ifølge Benni Frederiksen var der også flere, som var mødt op uden tid. Det fik han i hvert fald fortalt af personalet.

Selvom Benni Frederiksen og hustruen kunne have taget plads i køen, var det dog ikke noget, de gad at bruge timer på:

»Det så ud til, at vi kunne stå der i to timer. Og det regnede helt vildt. Det gad vi ikke, så i stedet tog vi hjem og bestilte en ny tid.«

Den 78-årige nordjyde ringede til Region Nordjyllands coronahotline, hvor en medarbejder ifølge Benni Frederiksen bekræftede, at forholdene ved vaccinationscentret havde været 'tosset'.

Men ifølge medarbejderen var der sygdom blandt personalet, og Benni Frederiksen fik fortalt, at man manglede således 20 medarbejdere til at give vaccinen.

»Sygdom må man tage med, så jeg var egentlig ikke irriteret. Det var synd for alle derude,« siger Benni Frederiksen og fortsætter:

»Men det var dårligt organiseret. De kunne have sendt en sms eller mail om, hvordan det stod til. Så var jeg aldrig taget derud. Men nu har jeg fået en ny tid torsdag i stedet for, og så må vi se, om det lykkes.«

Tina Beith, driftsleder af TestCenter Danmark i Region Nordjylland anerkender over for B.T., at der var udfordringer ved vaccinationscentret søndag – men afviser, at der var 20 sygemeldinger.

I et skriftligt svar udtaler hun:

»Vi havde en udfordring på Håndværkervej søndag. Der var blandt andet mange sygemeldinger den pågældende dag. Du spørger om der var 20 sygemeldinger,« siger hun og svarer:

»Det var der ikke, men blot en enkelt sygemelding kan også have stor betydning, da vores vaccinatører er ret effektive og laver mange vaccinationer i timen.«

Helt generelt indrømmer regionen dog, at der er pres på vaccinationscentrene, hvilket der arbejdes på højtryk for at løse:

»Vi flyttede rundt på vores mandskab i løbet af søndagen for at sørge for at minimere kødannelserne. Vi ved, at der i løbet af dagen var et tidspunkt, hvor køen var uacceptabel lang, og det vil vi gerne beklage over for de berørte borgere. Men der var ikke tale om flere timers kø, som du jo spørger om. Der var tale om lange køer sporadisk i løbet af dagen.«

»Vi er i fuld gang med at opskalere meget kraftigt på hele vaccinationsindsatsen og er i gang med at både ansætte og oplære nye vaccinatører,« afslutter hun.