Når Heidi Ruiz går tur med sin multihandicappede søn Luis i sin mands hjemby i spanske Malaga, kommer folk altid hen til kørestolen. Spørger ind til ham. Tager ham i hånden.
Men når de spanske stræder er byttet ud med danske gader, er sagen en helt anden. Så bliver der gloet. Med stort G.
»Folk glor helt vildt, og voksne er faktisk værre end børn. Det er på sådan en måde, der er ret ubehagelig, og jeg er træt af det,« fortæller Heidi Ruiz.
Onsdag aften læste Heidi B.T.s artikel om tjeneren Laura, der var frustreret over en gruppe forældre og uopdragne børn på den restaurant, hvor hun arbejder.
Herefter læste hun artiklens kommentarspor igennem på B.T.s Facebook-side, og det efterlod hende med en frustration i kroppen.
»Vi danskere er så fandens kontaktforskrækkede. I artiklen står der, at tjeneren én gang har sagt noget til den larmende familie, men jeg vil vædde med, at der har siddet mange gæster, som var irriterede, men som ikke har sagt noget,« siger Heidi.
Og Heidi mener selv, at hun ved, hvad hun taler om.
Hendes søn, 12-årige Luis, lider nemlig af det meget sjældne pura-syndrom, der betyder, at drengen sidder i kørestol, laver mange lyde og tiltrækker meget opmærksomhed.
Opmærksomhed, der sommetider får Heidi og familien op i det røde felt.
»Min datter er kommet op at skændes med nogen i Bilka, fordi de stod og gloede på ham og grinte af ham,« fortæller hun og fortsætter:
»Og så var der også situationen i Aarhus, da vi blev nægtet adgang på en café, fordi de åbenbart ikke havde plads til kørestolen. Det var en dårlig undskyldning, og der fik den ansatte et møgfald.«
Men det værste er netop, når Heidi tager den multihandicappede søn med på restaurant.
»Folk kigger altid sådan lidt op og ned, som om de med deres øjne siger: 'Få nu den unge til at holde kæft'. Men jeg har sgu lige så meget ret til at være på restauranten,« siger Heidi.
Heidi giver altid sønnen en bolle, og når der er gået to minutter, ligger der 30 stykker brød på bordet, og alt imens kan Heidi sidde og iagttage de ubehagelig blikke fra gæsterne.
I stedet vil hun til hver en tid hellere have, at man åbner munden.
»Det gør det meget nemmere for mig, hvis folk kommer over og siger, at det er irriterende at høre på. Det er meget værre, når folk bare sidder og kigger,« fortæller Heidi.
Og ifølge Heidi er det næsten værre, når det ligesom i B.T.s artikel om tjeneren Laura er børn, der ikke har et fysisk handicap som sønnen.
»Selvfølgelig er det ikke okay at tage isterninger i munden og spytte dem ud igen, men hvem ved, om der er noget galt med dem? I stedet sidder folk bare og vender øjne og er irriterede, selvom der kan være en grund til, at de er højlydte,« siger hun og fortsætter:
»Spørg dog ind. Lad være med at være bange for at tage kontakt. Det gør alle gladere.«
