39-årige Heidi Mølgaard er single, og selvom hele Danmark er lukket ned, er hun ikke stoppet med at gå på dates.

Hun har bare fundet en lidt alternativ måde, hvorpå hun mødes med de nye mænd.

»Jeg havde fundet en mand inde i Facebook-gruppen ‘Fynske singler’, som jeg skrev lidt med. Vi kunne jo ikke rigtig mødes i virkeligheden, så jeg spurgte jeg ham, om han havde en flaske vin. Det havde han. Det havde jeg også. Så sagde jeg, at jeg syntes, vi skulle tage et glas vin over Facetime om aftenen,« siger Heidi Mølgaard.

Heidi Mølgaard pudrede kinderne og gjorde sig klar til sin date. Inde i stuen satte hun et stativ op til at holde telefonen, og bag stativet opsatte hun et såkaldt ‘ring-lys’ eller ‘selfie-lys’, om man vil.

Heidi Mølgaard
Heidi Mølgaard
Vis mere

Da den monotone opkaldstone stoppede, poppede den fremmede mand op på skærmen foran hende.

»Det var lidt spøjst. Men så grinede vi af det. Og snakken gik faktisk okay. Vi snakkede om alt det, man nu lige snakker om på en date: Børn og fremtid og alt muligt mærkeligt,« fortæller Heidi Mølgaard.

De lod deres glas klinge, og selvom det var en telefonskærm, de klingede dem imod, føltes det næsten, som om de var på vaskeægte date.

»Vi skrev sammen dagen efter, hvor vi blev enige om, at det faktisk var en sjov måde at date på. Det var faktisk den fedeste og sjoveste date, fordi vi grinte af det,« siger Heidi Mølgaard og fortæller videre:

»Vi har aftalt, at når alt det her corona er overstået, så skal vi mødes i virkeligheden.«

Succesen fra hendes første rigtige Facetime-date har hun tænkt sig at gentage med en mand, hun har skrevet med på dating-appen Badoo. Fredag aften skal de mødes til et glas vin.

»Normalt på Badoo skriver man lige hurtigt, og så plejer det at løbe ud i sandet. Og så kan afstand være en faktor for, at man ikke mødes,« siger hun og fortæller, hvorfor hun er så glad for sin nye opdagelse af videodates:

»Det er det smarte ved lige at tage den over Facetime. For det første er det jo ligegyldigt, hvor du er henne i verden. Og hvis kemien så er der, kan det være, man lige går det ekstra stykke for rent faktisk at mødes på et tidspunkt.«

Heidi Mølgaard
Heidi Mølgaard
Vis mere

Heidi Mølgaard synes faktisk, det er så smart, at hun også godt finde på at bruge samme metode, når Danmark åbner op igen.

»Det er smart, for så er man ikke nervøs på samme måde, som hvis man rejser 50 kilometer for at mødes med en for så at finde ud af, det ikke var noget,« siger hun.

Og den 39-årige single vil helt klart anbefale Facetime-dating for alle andre singler, der savner at gå på dates i denne tid.

Hun har tilmed et par fifs i ærmet, hvis man skulle have lyst til at begive sig ud i det:

»Hav godt lys og eventuelt et stativ til din mobil, så du har hænderne fri. Og så husk at lade mobilen op og sørg for god netforbindelse. Man kan aftale på forhånd med sin date, om man skal dele en flaske vin, se noget Netflix synkront eller bare have nogle samtaleemner klar.«