Salling Group har blandet sig. Arla Foods har blandet sig. Vrede borgere har blandet sig. Havnen har blandet sig.
Der er faktisk snart ikke den aarhusianer, der ikke har tilkendegivet sin mening om udvidelsen af Aarhus Havn.
Og tilsyneladende er det mere, end kommunens systemer kan holde til.
De seneste to dage har Aarhus Kommunes høringsportal nemlig oplevet så mange indsendte svar – primært fra folk, der er modstandere af kommunens projekt – på de tre sager om udvidelsen af havnen, at systemet er brudt sammen.
Dermed er der indsendte svar, der ikke er blevet modtaget og registreret, og borgerne har derfor ikke fået en kvittering. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
»Vi har rettet fejlen, så systemet kan følge med, men det er meget beklageligt for de, der har indsendt et høringssvar i den forventning, at vi selvfølgelig vil have modtaget det,« siger Christian Okkels, der er afdelingsleder i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, og fortsætter:
»Derfor forsøger vi nu at komme bredt ud med budskabet om, at hvis man IKKE har modtaget en kvitteringsmail på, at man har afleveret et høringssvar på deltag.aarhus.dk, så skal man gå ind på høringsportalen og gensende sig høringsbidrag.«
Han oplyser videre, at hvis man har modtaget en kvittering, så skal man ikke foretage sig yderligere – heller ikke selvom det kan tage noget tid, før bidraget fremgår af høringsportalen.
Høringsfristen stod til at udløbe 4. marts, men grundet systemfejlen er den nu forlænget med en uge og slutter i stedet fredag 11. marts.
Aarhus Kommunen forventer ikke, det påvirker den samlede tidsplan for sagerne.