Mens alles øjne er rettet mod Yi Peng 3, som ligger for anker i Kattegat, er der onsdag formiddag voldsom aktivitet omkring det kinesiske fragtskib.

Et kig på Vesselfinder afslører således, at den danske flåde Danmark har været ganske aktiv i området i det seneste døgn.

Inspektionsskibet Hvidbjørnen, som har overvåget Yi Peng 3 i dagevis, har bevæget sig rundt i området. Og det ser ud til, at besætningen har sendt en mindre båd i vandet i samme område.

Tilbage er også kommet patruljebåden Rota, som også i sidste uge var tilstede i området.

Og Rotas færden onsdag formiddag kan være særligt interessant.

Lidt efter klokken 10 onsdag formiddag bevægede Rota sig tættere på Yi Peng 3 end de danske skibe tidligere har været, nemlig i en afstand af omkring et par hundrede meter.

P525 Rota har onsdag formiddag været tættere på Yi Peng 3 end tidligere.
P525 Rota har onsdag formiddag været tættere på Yi Peng 3 end tidligere. Vesselfinder.com

B.T. har været i kontakt med Forsvarskommandoen, som imidlertid intet nyt vil fortælle om situationen.

På den nordlige side af Yi Peng befinder sig den tyske kystvagt med skibet BP 83 Bad Düben, som tilsyneladende også har sat to mindre både – NAVIS 203 og NAVIS 211 – i søen i området netop nu.

NAVIS 211 sejlede mandag – har data fra Vesselfinder vist – helt tæt på Yi Peng 3.

Onsdag formiddag har til gengæld et andet skib fra den tyske kystvagt, Bad Bramstedt, som ifølge Vesselfinder normalt arbejder med forureningskontrol, forladt området.

Men at tyskerne er markant til stede i området, understreges af, at to tyske krigsskibe af Elbe-klassen, A516 Donau og A512 Mosel, inden for det seneste døgn er ankommet i et område nord for Sjælland i en afstand af små 50 kilometer.

Men om de to skibe og deres aktivitet har nogen som helst sammenhæng med situationen omkring Yi Peng 3, er uvist.

Forsvarsanalytiker Jens Wenzel Kristoffersen fra Nordic Defense Analysis mener, at den øgede aktivitet kan være et resultat af, at der er sket en udvikling i forhandlinger med Kina.

»Det kunne tyde på, at der er et eller andet i gære, at der foregår en intensiveret overvågning, at man muligvis har aftalt med kineserne, at man foretager undersøgelser af skibet tættere på,« siger Jens Wenzel Kristoffersen til B.T.

Han understreger over for B.T., at han taler som privatperson og som helt udenforstående i en situation, som det er vanskeligt at bedømme uden at have øjne direkte på.

»Det kan være et resultat af forhandlinger, som vi ikke kender til,« tilføjer han.

To tyske krigsskibe er netop nu placeret cirka 50 kilometer syd for Yi Peng 3 i farvandet umiddelbart nord for Sjælland.
To tyske krigsskibe er netop nu placeret cirka 50 kilometer syd for Yi Peng 3 i farvandet umiddelbart nord for Sjælland. Vesselfinder.com

B.T. rakte tirsdag ud til de tyske myndigheder for at stille spørgsmål omkring NAVIS 211's aktivitet, og onsdag er det tyske forbundspoliti vendt tilbage med en høflig henvisning til et tidligere svar:

Her lød det nemlig mandag, at man havde 'indledt indledende undersøgelser i forbindelse med de beskadigede dybhavskabler'.

»Vi støtter de finske myndigheder i dette arbejde. Vi beder om forståelse for, at vi i øjeblikket ikke er i stand til at komme med yderligere udtalelser, blandt andet af taktiske årsager,« understregede en talsperson for Tysklands forbundspoliti ved den lejlighed.

Fra svensk side har man været repræsenteret i form af et skib fra kystvagten, som i adskillige dage har ligget i en position små 30 kilometer øst for Yi Peng 3 ud for den svenske kyst.