Opdateret: Aktionen blev ophævet omkring klokken 8.20, og politiet oplyser, at trafikken igen bliver afviklet.

H. C. Andersens Boulevard - en af Københavns mest centrale veje - var onsdag morgen spærret af skraldebiler omkring Rådhuspladsen

Det oplyser Københavns Politi til B.T.

»Vi ved ikke helt, hvad det drejer sig om. Om det er en happening eller en faglig konflikt. Men der er en hel del flere skraldebiler på H.C. Andersens Boulevard, end der plejer at være,« lød det fra vagtchef Henrik Brix kort efter klokken otte.

På det tidspunkt var der kun et spor farbart på strækningen fra Rådhuspladsen og Søerne, og al trafikken gik i stå.

Ifølge tillidsmand i Citycontainer, Michael  Engelhart, var der tale om en aktion, der ville gøre opmærksom på skraldemændenes arbejdsvilkår.

Han har ikke selv noget med aktionen at gøre, men oplyser, at det er alle de københavnske skraldemænd, der stod bag aktionen. Den varede fra klokken 7.50 og en halv times tid frem.

Kort før klokken ni oplyser Københavns Politi, at trafikken så småt bliver afviklet igen.

Skraldeaktionen på H. C. Andersens Boulevard i København onsdag morgen skal angiveligt gøre opmærksom på skraldemændenes arbejdsvilkår.
Skraldeaktionen på H. C. Andersens Boulevard i København onsdag morgen skal angiveligt gøre opmærksom på skraldemændenes arbejdsvilkår. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Michael  Engelhart fortæller, at skraldemændene er frustrerede over de forhandlinger, der i øjeblikket foregår på Rådhuset om fremtidens renovation i hovedstaden.

De drejer sig ifølge tillidsmanden både om udlicitering af renovationen og om, at politikerne vil have, at skraldemændene fremover skal kunne arbejde i et længere tidsrum.

I dag bliver der hentet affald hos københavnerne mellem klokken seks om morgenen og klokken 18 om aftenen. Nu er der ifølge Michael Engelhart forlydender om, at politikerne ønsker at udvide det tidsrum fra klokken fem til klokken 20. Det vil blandt andet betyde, at tillidsfolkene skal gå fra toholdsskift til treholdsskift.

»Vi har i forvejen mange problemer med folk, der bliver sure, råber og spytter efter os, når vi holder og spærrer med vores biler. Vi ønsker at sende et signal til politikerne og gøre opmærksom på vores arbejdsforhold.«

Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere