Mens B.T. taler med Morten Stricker, tikker en besked ind.

»Vi har set den,« læser han op.

Der er selvfølgelig tale om havørnen, der onsdag aften landede i Jesperhus Feriepark i Nordjylland.

Siden da har Morten Stricker, næstformand i Dansk Falkejagt Klub, flere gange forsøgt at lokke fuglen til uden held.

Nu har han overladt opgaven til, hvad man formoder, er fuglens ejere.

Ejere, som er kørt hele vejen fra Berlebeck – og ikke Lübeck, som meldingen tidligere har været.

En tur, der er væsentligt længere, og som betyder, at havørnen også har haft luft under vingerne på en meget længere strækning end hidtil antaget.

Faktisk har den fløjet omkring 700 kilometer, før den slog sig ned i ferieparken.

»Der er altså tale om en sund fugl i rigtig god form, siger Morten Stricker.

Ejerne kørte fra Tyskland torsdag og har set fuglen flere gange i løbet af fredagen. Både morgen og middag tikkede der beskeder ind til Morten Stricker om, at den var set. Senest igen her til aften.

Men det er altså endnu ikke lykkedes parret at fange fuglen ind.

Måske fordi fuglen faktisk ser ud til at trives ret godt i det nordjyske.

»Vejret er jo med den, og den holder til i et område, hvor den ikke er truet eller presset af andre rovfugle, og hvor den let kan komme til mad. Det kan være en grillpølse, nogen taber på campingpladsen,« siger Morten Stricker.

Fuglens jagtinstinkt er nemlig, efter et liv som showfugl, ikke toptunet. Alligevel opfordrer han folk til at lade vær med at fodre den.

»Det kan i sidste ende være at gøre den en bjørnetjeneste, fordi den ikke kan tåle maden, og fordi det bliver sværere at lokke den til, hvis den ikke er sulten,« siger han.

Håbet er stadig, at man på trods af de mange kuldsejlede redningsforsøg, kan få fuglen fanget ind og bragt sikkert tilbage til Berlebeck.

»Vi tror på, at den får en gensynsglæde, når den spotter ejerne, og den så vil komme. Det har den ikke gjort med mig, men den kender mig jo heller ikke,« griner Morten Stricker.