De seneste ugers iskolde vejr sætter nu en stopper for en færgerute.

I Aarhus Havn er der is i hele havnebassinet, og derfor aflyses alle afgange med hurtigfærgen 'Lilleøre' mellem Sælvig og Aarhus frem til onsdag næste uge.

Det oplyser det ansvarlige rederi, Samsø Rederi, på Facebook.

»Is-situationen i Aarhus Havn er over weekenden betydeligt forværret,« lyder det i opslaget.

»Havnebassinet er nu så meget pakket op med is, at der desværre er lange udsigter til, at Lilleøre kommer i drift igen. I den kommende uge vil temperaturen i Aarhus komme ned omkring -8 grader, og det forventes, at isen vil pakke sig yderligere.«

Rederiet annullerer og refunderer billetter til de berørte afgange.

Samtidig indsættes der pendlerbus for gående, som man skal tilmelde sig dagen før, lyder det i opslaget.