Gennem de seneste uger har havnen i Hundested oplevet, at unge ikke opfører sig ordentligt.

De unge, der samles i grupper, laver hærværk på bygninger, mens de smider affald og tisser, hvor de vil.

Søren Brink har været havnefoged i 20 år, og han har aldrig set noget lignende. Det fortæller han til TV 2 Lorry.

»Det virker, som om der er en vrede blandt de unge. De smadrer ølflasker, tramper på væggene inde på toiletterne, stopper toiletterne til, smider cigaretskod og affald og tisser mellem borde og bænke. Vi satte nye handicapborde op sidste år, og dem har de nu brændt hul i. Det er en meget mærkelig adfærd, vi ikke har set før.«

Søren Brink siger, at uroen er eskaleret under corona-krisen, hvor de unge har fundet sammen på havnen flere gange om ugen.

Og han har nu taget konsekvensen. Havnefogeden har hyret et privat vagtfirma. Det skete tidligere på ugen, og de patruljerer døgnet rundt.

Søren Brink tilføjer, at han har måttet bede unge mennesker om at forlade havnen de seneste dage.

Tidligere på ugen skrev Nordsjællands Politi i deres døgnrapport, at flere virksomheder på havnen var blevet udsat for hærværk i form af graffiti på mure, døre og vinduer.

Søren Brink savner i disse corona-tider opbakning fra forældrene.

Han mener, de forholder sig passive, og når de bliver ringet op, vælger de at forsvare deres børn.

Søren Brink fortæller afsluttende til TV 2 Lorry, at det ikke er en billig fornøjelse at hyre et privat vagtfirma.

Det koster nemlig 30.000 kroner om måneden.