Slikproducenten Haribo tilbagekalder udvalgte partier af produkter på grund af risiko for fremmedlegemer i emballagen.

Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse.

Tilbagekaldelsen omfatter i alt 21 specifikke partier af forskellige produkter, herunder Matador Mix, Click Mix og Stjerne Mix.

Indtagelse af produkterne frarådes kraftigt, da man har identificeret en forurening med små metalpartikler.

»Hos Haribo er fødevarekvalitet og sikkerhed vores topprioritet. Vi arbejder derfor tæt sammen med danske fødevaremyndigheder for at træffe de relevante markedsforanstaltninger,« skriver Haribo i meddelelsen.

Årsagen til de små metalpartikler er fundet, og virksomheden har foretaget foranstaltninger internt for at undgå en lignende sag i fremtiden, lyder det.

Den enkelte forbruger kan returnere de produkter, der er berørt af tilbagekaldelsen, til det sted, varen er købt.

/ritzau/