'Tålmodighed lønner sig'.

Sådan lyder det fra den heldige dansker, som har vundet 19 millioner kroner i Lotto, i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Manden har nemlig spillet Lotto hver eneste uge i 50 år, inden den helt store jackpot ramte ham.

»Jeg har jo spillet med, siden jeg var midt i 20’erne. Det var en idé, jeg havde om, at tålmodighed jo lønner sig. Min kone plejer at sidde overfor mig og mobbe mig lidt, når jeg tjekker mine tal«, siger han ifølge Danske Spil med et gnæggende grin.

Den anonyme mand, der kun beskrives som 'en ældre mand fra Djursland', fortæller, at han først troede, han havde vundet 10.000 kroner, men da det snart efter gik op for ham, at gevinsten var på hele 19 millioner, sprang han op og jublede foran konen.

Nu skal parret have ny bil og forkæle deres tre voksne børn.

»Det ligger rigtig godt i maven at vide, at børnene er sikret – og de siger i øvrigt, at de vil investere i mursten. Det er jo meget fornuftigt,« siger manden.

»Og så skulle folkevognen til syn til september, den er fra ´08, og der er ved at komme rust på. Der har jeg et stykke tid haft kig på en ny folkevogn, som jeg nu glæder mig meget til at kunne købe,« fortæller manden til Danske Spil.